23948sdkhjf

Launis-direktør om millionunderskud: Vi blev ramt af mangel på rejer

Det blev et år, direktør Gert Nielsen for rejefabrikken Launis A/S ikke havde forventet. Tværtimod.

Det blev nemlig til et millionunderskud i regnskabsåret 1. oktober 2018 til 30. september 2019.

Resultatet blev faktisk knap otte millioner kroner mindre end forventet - et minus på 6,6 millioner kroner. Ledelsen anser resultatet for at være utilfredsstillende.

Men hvad gik galt for fabrikken, der lever af at producere til det danske frokostbord?

Det var der flere årsager til.

Direktøren for rejefabrikken, Gert Nielsen, forklarer underskuddet med dels mangel på rejer, dels omstilling af virksomheden.

Først og fremmest gik det ikke specielt godt med at skaffe rejer, som er virksomhedens råvare.

- Vi fik ikke nok råvarer. Der var en lavere kvote på rejefiskeriet og fiskeriet gik dårligt, forklarer direktør og ejer af Launis Gert Nielsen.

Dernæst solgte Gert Nielsen i maj 2018 størstedelen af sin virksomhed i Ålbæk til Tenax Sild - mod en ejerandel på 24 procent i Tenax - og en bestyrelsespost.

Tenax Sild i Ålbæk fortsatte produktionen af sild, fiskefrikadeller, kaviar og paté. Launis fortsatte med rejer i Skagen.

Store efterdønninger
Det gav selvfølgelig nogle større efterdønninger i Launis, der gik fra at være en virksomhed med produktion af forskellige slags fiskeprodukter til en virksomhed, der nu udelukkende satser på rejer.

- Det kræver selvfølgelig en større tilpasning af organisationen. Det gør man ikke bare lige en-to-tre. Vi skal jo tage vare på vores medarbejdere.

- En af dem stopper eksempelvis på pension efter 43-44 års ansættelse. Det skal man gøre ordentligt, siger han og forklarer, at det dermed har været et tilpasningsår.

Når Gert Nielsen ser tilbage på, hvordan det så gik efter salget, er han ganske godt tilfreds.

Det skyldes blandt andet, at fabrikken i Ålbæk fortsatte produktionen under den nye ejer, Tenax Sild.

- Der er ikke en eneste af mine medarbejdere, der mistede arbejdet. Nogle søgte andre steder hen, andre gik på pension eller andet, men der forsvandt lokalt ikke en eneste arbejdsplads. Det har betydet meget for mig, siger han.

- Jeg solgte netop til nogen, som ville producere videre her. Jeg ville rigtig gerne sikre arbejdspladserne i lokalsamfundet, fortæller Gert Nielsen, der forventer at næste årsregnskab viser et mindre overskud.

Dels går det godt med rejefiskeriet og dermed godt i produktionen, dels er omorganiseringen efter salget til Tenax Sild ved at være afsluttet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.158