KH-Microflex kunne torsdag lade sig kåre som Gazellevirksomhed for femte år i træk.
Med en vækst over de sidste fire år på 358 procent samt et bruttoresultat på 12,3 mio. kr. i det seneste regnskab var det endda som nummer tre i hele Fyns-området.
KH-Microflex leverer maskiner til tryk på emballage på alt fra bæreposer til mælkekartoner fra emballagegiganten Tetrapak.
- Vi siger jo, at det er den fornemmeste trykform, for det er jo emballagen, som kunderne rækker ud efter i køledisken, siger adm. direktør Søren Jørgensen, KH-Microflex, til Dagbladet Børsen.
Storkunde ved et tilfældeDen største aftager af KH-Microflex’ produkter er dog DuPont – der tidligere på året opkøbte Danisco – som man endda kun mødte ved et tilfælde for 20 år siden.
KH-Microflex havde netop leveret en montagevirksomhed til en kunde, som tilfældigvis havde besøg af en sælger fra DuPont.
Da han så maskinen fra KH-Microflex kontaktede han straks DuPonts tyske afdeling, og herfra gik tingene slag i slag.
Hvad der startede med en leverance på fem maskiner er siden blevet til over 600. Bagsiden af denne medalje er, at afhængigheden af DuPont som ene kunde er stor.
- Den er for stor. Det er omkring 50 pct. Men vi har fået kontakt til flere afdelinger hos Dupont, så vi sælger til tre-fire forskellige steder, siger Søren Jørgensen, som sammen med de to andre tidligere ejer, Knud Hansen og Jesper Banke, solgte 67 procent af aktierne i firmaet til Glunz & Jensen, der også fremstiller udstyr til den grafiske branche, tidligere på året.
Det skete i et forsøg og med et ønske om at nå endnu længere ud og til flere kunder.