23948sdkhjf

Regeringen hæver loft for virksomheders lønkompensation

Regeringen er enig med arbejdsmarkedets parter om at forbedre aftalen om lønkompensation.

Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.

For funktionærer hæves loftet for lønkompensation til 30.000 kroner fra 23.000 kroner.

For timelønnede hæves loftet også til 30.000 kroner - dog fra 26.000 kroner.

- Vores midlertidige lønkompensationsordning har været god og reddet flere virksomheder.

- Men vi har også hørt, at den kunne blive endnu bedre, så endnu flere medarbejdere kan få lov til at beholde deres job i en meget svær tid, siger finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde.

Han forventer, at det vil koste statskassen fem milliarder kroner at tilbyde lønkompensation til virksomhederne.

Den nye kompensationsordning gælder fra 9. marts til og med 9. juni.

Virksomheder, der allerede har søgt om lønkompensation via den oprindelige ordning, er også omfattet af det højere støtteniveau.

Ifølge Finansministeriet har mere end 11.000 virksomheder allerede ansøgt om lønkompensation i den oprindelige ordning, der blev indgået 14. marts.

Sammenlignet med den oprindelige ordning er der markante forbedringer i den nye ordning. Det mener Dansk Industri, der er landets største erhvervs- og arbejdsgiverorganisation.

- Det er et lyspunkt i en svær tid, at ordningen om lønkompensation bliver gjort klart mere attraktiv for mange virksomheder, som er presset helt i bund.

- Det vil give endnu flere virksomheder en reel mulighed for at beholde deres medarbejdere, så vi kan redde tusindvis af arbejdspladser, siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri, i en skriftlig kommentar.

Den forbedrede lønkompensationsordning følger, efter at Venstre i weekenden opfordrede regeringen til yderligere støtte til erhvervslivet.

Venstre har blandt andet foreslået, at virksomheder skal kunne få dækket en del af deres lønudgifter, selv om medarbejderne fortsat arbejder.

Det er dog ikke et element i den nye ordning, hvor medarbejderne stadig skal være sendt hjem uden at arbejde, for at man kan modtage lønkompensation.

Venstre har også forslået at give virksomheder mulighed for at få dækket lønudgifter for helt op til 45.000 kroner. Det er 15.000 kroner fra det nye loft.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109