23948sdkhjf

Nordjyske måltidskasser er et hit: Markant fremgang for Skagenfood

Det bliver stadig mere populært at få kasser med varerne til aftensmaden leveret lige til døren, og på det marked står et firma med base i Nordjylland stadigt stærkere.

Skagenfood, der har adresse i Strandby og i 2017 blev købt af detailgiganten Salling Group, kan således notere sig for markant fremgang. Det afslører årsregnskabet for 2019.

Og meget tyder på, at 2020 kan blive endnu bedre, for i takt med udbredelsen af coronavirus får virksomheden stadigt flere kunder.

Regnskabet for virksomhedens måltidskasser og fiskepakker viser ifølge en pressemeddelelse fra Salling Group en øget omsætning på 20 pct. og en solid forbedring af resultatet fra 2018.

Skagenfood omsatte i 2019 for 142 mio. kr., mens resultatet før skat nærmede sig en fordobling og landede på 4,9 mio. kr. Alene salget af måltidskasser steg med 28 procent, og Skagenfood fortsætter dermed med at vinde andele i et marked med stadig øget konkurrence og nye aktører.

2019 bød på en række nye lanceringer af måltidsløsninger fra Skagenfood.

Just Heat-Kassen, der med minimum tid i køkkenet sikrer måltider af høj kvalitet, ramte plet hos de travle familier. KlimaKassen, hvis måltider er sammensat, så de overholder Paris-aftalens CO2-anbefalinger, landede særligt godt hos danskere, som ønsker at passe ekstra godt på kloden.

Det mest positive ved 2019 var dog alligevel ifølge direktør og medstifter Betina Kühn, at væksten er skabt uden at gå på kompromis med Skagenfoods grundkoncept.

- For os har det vigtigste været at holde fast i det, Skagenfood handler om. Nemlig frisk fisk, smagsoplevelser og sund mad. Opbakningen fra trofaste, mangeårige kunder og nye, nysgerrige aftagere har været fantastisk, og de har taget virkelig godt imod alle de nye tiltag. Ikke mindst vores fem huskokke, der hver uge skaber variation med nye og spændende opskrifter, siger Betina Kühn.

Coronavirus og ændrede vaner

2020 blev indledt med en fortsat tilstrømning af nye kunder, men særligt de seneste uger er efterspørgslen på måltidskasser og fiskepakker vokset betydeligt.

Dette skyldes, at flere og flere danskere, som følge af udbruddet af CoVid-19, ønsker at klare planlægning af måltid og indkøb hjemmefra uden selv at skulle bevæge sig ned i en butik.

Skagenfood forventer derfor, at virksomhedens positive udvikling fra 2019 fortsætter. I år er fokus på at konsolidere placeringen som en af danskernes foretrukne leverandører af måltidskasser, samtidig med at Skagenfood som en af de få vækstvirksomheder i kølvandet på coronaudbruddet forsøger at hjælpe samarbejdspartnere og kunder gennem krisen.

- Vores forretning har altid været baseret på indkøb fra lokalområdets mindre kuttere og fra nordjyske auktioner i Strandby, Skagen og Hirtshals. Vi fortsætter med at købe lokalt og med at handle med mangeårige leverandører – ikke bare af fisk og skaldyr, men også i forhold til vores grønt, kød, mejeri og kolonial. Det gør vi for at sikre, at vores kunder trygt og sikkert kan handle måltidskasser med gode råvarer hjemmefra, mens vi sammen med leverandører og andre samarbejdspartnere navigerer i det ukendte farvand, vi alle befinder os i lige nu, siger Peter Bagge-Nielsen, medstifter af Skagenfood.

Skagenfood blev stiftet i 2001 af Peter Bagge-Nielsen og Betina Kühn.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11