23948sdkhjf

Medvind på cykelstien: Tican med flotte tal i både top og bund

Slagterikoncernen Tican Fresh Meat med hovedkvarter i Thisted havde i 2019 en stigning i omsætningen på næsten 20 procent, så den landede på 7,8 millarder kroner. Det er ny rekord.

Og koncernens to danske slagterier - Tican i Thisted og SB Pork i Brørup - præsterede et resultat før skat på 143,8 millioner kroner mod 55,4 millioner året før.

Tallene viser ifølge direktør Niels Jørgen Villesen, at virksomhedens integration med de forholdsvis nye tyske ejere fra Tönnies-koncernen igen har vist sig succesfuld. Tönnies købte SB Pork i 2005, og tyskerne overtog Tican i marts 2016.

Niels Jørgen Villesen overtog ledelsen i Thisted 1. maj sidste år, da han afløste den mangeårige direktør Ove Thejls.

Over Thejls kaldte for et år siden 2018-regnskabet for "kanondejligt", og nu er det altså blevet endnu bedre i 2019.

- Ja, det er en god måde at komme i gang på. Men vi har jo også haft medvind på cykelstien, siger Niels Jørgen Villesen til Food Supply.

- Regnskabsåret 2019 har, på grund af udbredelsen af afrikansk svinepest i specielt Kina med store fald i verdens forsyning af grisekød, resulteret i store prisstigninger. Prisen på grisekød steg således med 27 % i forhold til året før, påpeger direktøren.

Fremgangen i omsætning er sket, selv om antallet af slagtede grise i Tican faldt med 1,3 % til lidt over 3,4 millioner grise.

- Dette fald i slagtningerne er betydeligt lavere end for Danmark som helhed, hvor produktionen af slagtegrise faldt med næsten 9 % i forhold til året før. Det lavere fald skyldes blandt andet, at Tican har tegnet kontrakt med flere nye leverandører, som begyndte leverancerne i løbet af året, nævner Niels Jørgen Villesen.

Uden de nye leverandører ville Tican formentlig også have haft et fald på omkring 9 %, vurderer han.

Millioninvesteringer fortsætter
Tilgangen af nye leverandører er fortsat i et omfang, så antallet af slagtede grise i 2020 ifølge direktøren ser ud til at nå op over 3,8 millioner. I den forbindelse er slagteriet i Thisted godt i gang med at få øget kapaciteten.

- Vi investerede omkring 30 millioner kroner i 2019, ikke mindst på en opdatering af slagtekæden i Thisted. Det betyder, at den kan køre lidt hurtigere. Det arbejde fortsætter i år, hvor vi investerer over 50 millioner kroner. Ud over at gøre arbejdet med at forbedre slagtekæden færdigt, går pengene også til blandt andet et nyt frysehus, fortæller Niels Jørgen Villesen.

Han regner med, at slagtekæden er færdig-optimeret før sommerferien.

Det samlede resultat før skat for hele Tican-koncernen blev på 234 millioner kroner mod 132 millioner året før. Deri indgår resultatet af datterselskaber i England, hvor Tican blandt andet har en baconfabrik og en producent af færdigretter.

De engelske selskaber er i gang med at overgå til andre dele af Tönnies-koncernen, så de formentlig ikke vil indgå i det næste Tican-regnskab.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079