23948sdkhjf

Nordjysk fiskemastodont landede nyt millionplus

Fiske- og skaldyrskoncernen Kangamiut med hovedkvarter i Dronninglund fortsætter med at skabe store millionindtægter til sine ejere, Niels Vinther Rasmussen og hans tre voksne børn.

I 2019 blev det til et overskud i Kangamiut Holding på 53 millioner kroner før skat. Det er 10 millioner mindre end året før, men stadig ifølge direktør Ulrik Bjerre Rasmussen meget tilfredsstillende.

Omsætningen var stort set uændret på lige omkring 3,4 milliarder kroner.

At bundlinjen er skrumpet med de nævnte 10 millioner skyldes ifølge Ulrik Bjerre Rasmussen ikke mindst, at koncernen i løbet af 2019 flyttede to af sine produktioner.

Nedgang senere i 2020
- Vi flyttede Boco Seafood fra Thyborøn til Portugal, og i England flyttede vi Northcoast Seafoods fra ét sted til et andet. Det er der selvfølgelig en del omkostninger forbundet med. Desuden har der været nogle finansielle poster vedrørende dollarrenten, som har trukket ned, nævner direktøren.

- Men bortset fra det har 2019 været meget lig 2018, tilføjer han.

Det bliver 2020 til gengæld ikke.

- Det er klart, at coronakrisen har givet nogle andre forventninger til 2020. De fire første måneder i år har været ganske udmærkede og i henhold til budgetterne. Men mange ordrer var jo givet på et tidligere tidspunkt, inden coronakrisen begyndte. Vi vil se en effekt i andet og tredje kvartal. Aktiviteterne vil helt sikkert falde, men da vi handler med frosne fødevarer er det til at håndtere.

- Jeg forventer så sandelig stadig, at vi kommer ud med et positivt resultat. Det vil nok blive på 10-15 millioner, vurderer Ulrik Bjerre Rasmussen.

Niels Vinther Rasmussen grundlagde Kangamiut i 1975 og ejer i dag koncernen med 22 aktive selskaber sammen med sine tre børn via holdingselskabet Vintherbørn. Dér har familien nu en formue på cirka en halv milliard kroner.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078