23948sdkhjf

Danish Crown klar til at droppe transportfirma ved dom

Hvis transportfirmaet Kurt Beier Transport bliver dømt for åger, er fødevaregiganten Danish Crown færdig med at bruge firmaet.

Det skriver Fagbladet 3F.

Det omstridte transportfirma har længe været sigtet i den såkaldte Padborg-sag om udnyttelse af udenlandske chauffører, men i onsdag blev det alvor med en tiltale for åger af særlig grov beskaffenhed.

Danish Crown, en af verdens største eksportører af grisekød og en af Europas største producenter af grisekød, bruger Kurt Beier Transport via transportunderleverandøren N&K Spedition.

Pressechef Jens Hansen siger til 3F, at hvis der falder dom i væsentligt omgang efter anklageskriftet om åger, er det slut med at bruge Kurt Beier Transport.

- Det er klart, at det så vil være meget svært at forestille sig, at vores samarbejdspartner fortsat kan benytte Kurt Beier Transport A/S som transportør, siger han.

Han er ikke overrasket over, at der nu er rejst tiltale mod Kurt Beier Transport A/S.

- Det er i vores øjne det bedste for alle parter, at sagen kommer for retten. Så får vi rettens ord for, hvad der er op og ned og ikke mindst hvad der er lovligt og ulovligt, siger Jens Hansen, der understreger, at Kurt Beier Transport ikke er dømt endnu.

Han hæfter sig ved, at tiltalen er mildere end den oprindelige sigtelse.

- Der er ingen tiltale for menneskehandel. Men det er en ringe trøst, for tiltalen for åger er meget alvorlig, siger Jens Hansen, der pointerer, at sagen i høj grad har flyttet sig fra at dreje sig om de konkrete forhold på pladsen i Padborg, til at være en principiel sag.

- En eventuel dom kan som vi ser det få stor betydning for, hvordan godstransport ud og ind af Danmark må organiseres fremover, siger han til Fagbladet 3F.
Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.079