23948sdkhjf

Medie: Cateringfirma vil fyre 400 i Københavns Lufthavn

Cateringfirmaet Gate Gourmet vil onsdag fyre flere hundrede ansatte i Københavns Lufthavn.

Det skriver Fagbladet 3F.

Op mod 400 3F'ere i firmaet, der fremstiller mad til størstedelen af flyene i lufthavnen, står ifølge mediet til at få en fyreseddel.

I alt er der ansat omkring 800 personer i firmaet. Herunder er 600 organiseret i fagforeningen 3F.

Og det er blandt 3F'erne, at de fleste fyringer vil ske, skriver fagbladet, som ikke nævner noget om, hvor mange af de øvrige ansatte der vil blive berørt af fyringsrunden.

De ansatte i firmaet ventes at få besked om, hvorvidt de bliver afskediget, i deres e-Boks onsdag klokken 12.

- Det er en forfærdelig situation. Jeg er dybt berørt af så mange skæbner, dette her berører, siger Jan Thomsen, der er tillidsmand i Gate Gourmet.

Han tilføjer over for fagbladet, at det er lykkedes at redde 30 arbejdspladser, og at mange har taget imod muligheder for efteruddannelse, som kan bringe dem videre i nyt job.

Han synes også, at processen frem til fyringerne har været acceptabel.

- I denne sag har vi haft en god dialog med ledelsen. Det er ikke en faglig kamp, det er en kamp mod corona, siger Jan Thomsen til Fagbladet 3F.

Fyringsrunden kommer i kølvandet på masseafskedigelser fra en række andre store arbejdspladser i lufthavnen som følge af coronakrisen.

I slutningen af juni blev omkring 2500 fyret i blandt andet SAS Ground Handling, Aviator og Sodexo.

Ud over den generelle nedgang i lufttrafikken på grund af coronakrisen er Gate Gourmet også påvirket af, at flere flyselskaber for tiden slet ikke serverer mad om bord for at reducere smittespredning.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109