23948sdkhjf

De har over 1.000 mennesker, der sidder klar til at smagsteste

- Det er lidt af en solstrålehistorie. Vi har fået flere testpersoner i vores kartotek, og vi har fået rigtig gode erfaringer med, at de sidder derhjemme og tester. Hr. og fru Danmark synes, at det har været sjovt at smage, når de har siddet derhjemme og kedet sig under coronakrisen.

Det fortæller projektleder Helle Lorensen fra Food Innovation House i Vejle, som trods den generelle opbremsning i samfundet kan konstatere, at mange fødevarevirksomheder har fastholdt arbejdet med produktudvikling. Og derfor er der løbende bud efter de testpersoner, som det innovative fødevarehus bruger i sine smagstests.

- Vi er nu oppe på at have over 1.000 testpersoner registreret i kartoteket. De må hver deltage i en test tre-fire gange om året - der skal gå noget tid imellem, så de ikke får alt for stor indsigt i, hvordan sådan en test fungerer, fortæller Helle Lorensen.

Food Innovation Houses test-laboratorium med navnet Tastelab stod klar samtidig med resten af huset i juni 2018. Men der blev først sat fokus på Tastelab i forbindelse med Helle Lorensens ansættelse fra juni 2019. Før det var var der ingen aktivitet, fortæller hun.

Det seneste års tid er antallet af tests steget støt; på det seneste med en klar overvægt af de tests, hvor hele udstyret og vejledningen bliver sendt hjem til paneldeltagerne, så de ikke skal ind i laboratoriet i Vejle.

- I det forgange år har vi haft 8-10 hjemmetests og 3-4 stykker her hos os. Typisk er der 100-150 testpersoner med pr. gang; så har man noget, der er statisktisk sikkert, siger Helle Lorensen.

Hun nævner også, at der naturligvis kan være lidt usikkerhed forbundet med en hjemmetest, hvor laboratoriets personale ikke direkte står for hele serveringen.

- Corona har selvfølgelig betydet en tilretning af proceduren for at sikre valide data og en forsvarlig gennemførsel af testen. Produkterne er blevet sendt direkte hjem til forbrugeren. Med en tæt kommunikation via mail, telefon og online spørgeskemaer har forbrugerne haft god tid til at forberede sig på test og smagning.

- Og omvendt kan det også trække troværdigheden op, at testpersonerne sidder i deres vante rammer, påpeger projektlederen.

Både fødevarer og emballage
Testpersonerne kan bruges til at give feedback både på fødevareprodukter og på emballage.

- Fødevarevirksomhedernes behov og ønsker er meget forskellige. Dog er det ikke så væsentligt, om man ønsker indsigt i smag, udseende, konsistens, duft, prisniveau, emballage eller noget helt syvende. Det væsentlige er, at testen er konstrueret rigtigt, så den giver virksomheden brugbar indsigt og viden, fremhæver Helle Lorensen.

Blandt de fødevarevirksomheder, der benytter sig af Food Innovation Houses testpanel, er Give-virksomheden Dancake.

Dancake har ifølge marketingkoordinator Maria Vendelbo Haldborg på den måde fået vigtige indsigter, som har udfordret virksomhedens holdning til emballagedesignet.

- Design handler ofte om individuel smag og "syn’s-ninger". Med testresultaterne i hånden kan vi være meget mere konkrete og give vores designbureau en virkelig kvalificeret briefing. På den måde sparer vi forhåbentlig både tid og penge og sikrer, at det endelige produkt falder i forbrugernes smag og bliver en succes, siger hun.

Foruden smags-, kategori- og koncepttests hvor et bredt panel af personer kan indgå, har Food Innovation House netop etableret et trænet panel. Det består af personer, som er trænet og uddannet i at smage og har fået deres forståelse af grundsmagene ”kalibreret”, så de har samme forståelse af, hvor bittert, salt eller sødt noget er.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125