23948sdkhjf

Bagsværd Lakrids tog årets store lakridspris

Selv om årets Lakridsfestival - der skulle have været holdt i både Odense og København - ikke blev til noget som følge af corona, er det lykkedes arrangørerne at få uddelt den pris, der altid ledsager festivalen, The Liquorice Taste Award.

Det skete i år ved et arrangement i Tivoli i København i forbindelse med Tivolis Mad & Vin Festival.

Smagspanelet, der er sammensat af kokke med smag for lakrids samt gastronomiske udviklere, madskribenter og almindelige lakridsentusiaster, havde forinden smagt sig gennem de nominerede produkter og vurderet dem ud fra både første smagsindtryk, struktur, balance og unikhed.

Guldet gik denne gang til Bagsværd Lakrids for virksomhedens Classic-lakrids, som smagsjuryen gav disse ord med på vejen: "En dyb og lang lakridssmag med god modstand og smagen af den ægte vare. En rigtig god struktur og smagsbalance. Tydeligt spil af havsalt og salmiak."

På andenpladsen fulgte Reserved Chocolate Denmark, som stillede med en lakridsmandel. Der var ifølge dommerne tale om en "perfekt ristet mandel med godt knas og rund smag, god balance mellem mandel, hvid chokolade og lakridspulver. Den kan man spise mange af."

Og med en solbærlakridskonfekt tog Hattesens Konfektfabrik tredjepladsen. "Rigtig god struktur, dejlig syre og tydelig og naturlig solbærsmag,” lød skudsmålet fra dommerne.

I alt 10 lakridsprodukter var nomineret.
Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078