23948sdkhjf

Nu kan kød pakkes ind i bølgepap

Bølgepap er nu på vej til at gøre sit indtog som emballage for kød, frugt og grønt, fisk og andre ferske fødevarer pakket med vakuum, skin og gas.

Det sker med en ny emballage kaldet Eco Bowl, som pakkespecialisten Multivac og emballage-virksomheden DS Smith står bag i et stort strategisk samarbejde. Eco Bowl er designet til at køre på Multivacs dybtrækningsmaskiner og traysealere, og emballagen består af en bakke i bølgepap, som på Multivac pakkemaskinen dækkes af en tynd plastfilm.

Det giver bakken i bølgepap nøjagtig de samme egenskaber som en traditionel plastemballage,

- Vi har gennem de seneste 8-10 år i Multivac reduceret plasttykkelsen meget, men det har ikke været muligt at komme længere ned. Det kan vi nu, hvor vi med Eco Bowl siger farvel til den stabiliserende plast, forklarer Martin Petersen, adm. direktør i den danske del af Multivac.

For hele idéen med Eco Bowl er, at det er bølgepappet, der udgør selve stabiliteten i bakken, som derefter får samme egenskaber som en plastbakke, når den bliver belagt med et tyndt lag plast, der fungerer som barriere og svejselag.

- Vi har lavet en løsning, hvor man på selve Multivac pakkelinjen skinner papbakkerne med en film, og på den måde får vi udnyttet det bedste fra både plast- og bølgepapuniverset. Fødevarernes holdbarhed er fuldstændig den samme i Eco Bowl som i en traditionel plastbakke, de har nøjagtig samme funktion, siger han.

Bæredygtig udvikling

For DS Smith er Eco Bowl endnu et skridt i udviklingen, hvor emballage bliver mere og mere bæredygtig. Og det batter godt i CO2- og miljøregnskabet at skifte plast ud med bølgepap, som er genanvendeligt.

- Vi støtter vores kunder i deres bæredygtighedsagenda, og derfor har vi kigget på materialer og funktionalitet og udviklet denne løsning sammen med Multivac. Lige som DS Smith er førende på papirbaseret emballage, er Multivac førende på automatiserede pakkeløsninger globalt, det er et stærkt match, siger Mette Staal, der er Innovation & Design Lead i DS Smith.

- Vores bud er denne emballageløsning, hvor plasten er minimeret med op til 85 procent, og hvor vi bruger materialerne, hvor de er bedst, siger hun og henviser til, at produktet stadig er pakket ind i plast i Eco Bowl.

- Denne løsning er udviklet med fokus på, at forbrugeren nemt skal kunne adskille plastfolie og bølgepapbakke derhjemme under affaldssortering, forklarer hun.

Eco Bowl er allerede på markedet i Tyskland, hvor emballagen bruges af en producent af veganske kødalternativer. I Tyskland er afgifter på plast med til at trække udviklingen, og Mette Staal forventer, at kommende emballageafgifter i EU fra 2025 generelt vil være med til at øge interessen for den nyudviklede emballage.

Får plads i markedet

Adm. direktør Martin Petersen fra Multivac forventer da også, at Eco Bowl vil være interessant for rigtig mange virksomheder.

- Det gælder alle producenter, både store og små virksomheder, men det er svært at sætte tal på, hvor meget det kommer til at fylde. Men det får en plads på markedet, det er vi overbeviste om, siger Martin Petersen.

For fødevareproducenten koster Eco Bowl løsningen lidt mere end en traditionel plastbakke, men regnestykket er komplekst.

For Eco Bowl vil både kunne styrke en producents bæredygtige udvikling og image, og så giver bølgepappet også nye muligheder for at lancere budskaber til forbrugerne.

- Det her koster lidt mere, men omvendt kan hele papbakken bruges til markedsføring. Det har også en afgørende betydning, for vi ved jo, at kunderne bruger to-tre sekunder til at vælge produkt foran køledisken. Så det er afgørende, hvordan det præsenterer sig, siger Martin Petersen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078