Arlas topchef Peder Tuborgh havde efter finanskrisen succes med fokus på billigere ost og smør. Nu gentages øvelsen, skriver Børsen.
Coronapandemien har ændret forbrugernes købevaner, og vi ser ind i en global recession. Det er Arla nødt til at tage bestik af, mener topchefen.
- Vi er i denne situation nødt til at have flere varer til overkommelige priser, som også forbrugere i ikke mindst tredjeverdenslande har råd til. Så her har vi forceret produktudviklingen og har faktisk gang i to store projekter, siger Peder Tuborgh til Børsen.
Han vil ikke ud med detaljer om projekterne, men siger, at Arla gennemførte en lignende øvelse efter finanskrisen – med stor succes.
Arla-topchefen understreger, at man ikke slækker på kvaliteten for at kunne lave billigere produkter. Det handler om for eksempel at bruge andre ingredienser, billigere emballage og/eller blandingsprodukter.