23948sdkhjf

Bon Appetit Group tabte næsten en million

Den familieejede Hvidovre-virksomhed Bon Appetit Group, der sælger salater, sandwiches og måltidsløsninger til blandt andet detailhandlen, har fået et rap over nallerne af coronavirussen.

For tredje år i træk går indtjeningen i familiefirmaet tilbage, viser et nyt regnskab. Bon Appetit Group kom ud af regnskabsåret 2019/20 med et underskud på knap 1 mio. kr.

Den helt store årsag til underskuddet er udviklingen i den skandinaviske luftfartsindustri, som er et af Bon Appetit Groups store kundesegmenter, lyder det i regnskabet.

Luftfartsselskaberne er blandt de hårdest ramte af coronakrisen. Bon Appetit Group sælger til lufthavne i Norge og Sverige og leverer flymad til SAS og Norwegian. Derfor kan det mærkes, når antallet af flyafgange tager et historisk stort fald.

Bon Appetit Group A/S Årets resultat (i mio. kr.)
2019/20 -0,9
2018/19 1,5
2017/18 3,3
2016/17 7,4

Medvind i detail

Til gengæld er det lykkedes Bon Appetit Group at få fodfæste hos nogle af landets største supermarkedskæder. Her sælges en række forskellige convenience-produkter – oftest under private label-navne.

For nyligt meddelte Bon Appetit Group, at man har udviklet 10 nye, cremede mayonnaisesalater, der skal distribueres i både detailhandel og foodservice.

- Ingen har taget "kvalitetsførertrøjen" på, når det gælder cremede salater. Det gør vi nu, og jeg er sikker på, at vi kan vækste kategorien betragteligt inden for to år, siger kommerciel direktør Tom Nielsen.

De nye salater bliver solgt under navnet "By Kavsman", efternavnet på søstrene Lotte og Dorte, der er anden generation i familien bag Bon Appetit Group.

Færre ansatte

Familievirksomheden bag Bon Appetit Group blev stiftet i 1946 og arbejdede de første mange år i restaurations- og cateringbranchen, inden der for godt 17 år siden blev suppleret med levering til detailmarkedet.

I seneste regnskabsår faldt bruttofortjenesten i Bon Appetit Group fra 35,5 mio. kr. til 22,7 mio. kr. Selskabet har en egenkapital på 3,5 mio. kr. og gæld for i alt 13 mio. kr., hvoraf størstedelen er kortfristet.

Bon Appetit Group har testkøkken, produktionskøkken og kontorer i Hvidovre. Selskabet beskæftiger i gennemsnit 48 ansatte – godt 20 færre end i forrige regnskabsår.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125