23948sdkhjf

Dollarkursen falder: Småkager stiger fra 30 til 40 kroner

Den amerikanske dollar er over et seneste år faldet med næsten 9 pct., og det kan mærkes hos flere danske eksportvirksomheder. Blandt andre Jacobsens Bakery, eksporterer størstedelen af sin produktion.

- Vi sælger en tredjedel til Nordamerika, en tredjedel til Asien og en tredjedel i Europa. Hvis en dåse småkager i USA sidste år kostede 30 kr. i udsalg, vil den stige til ca. kr. 40 i udsalg, da vores leverede pris stiger med 10 pct. plus avance, hvis vi skal have fuld kompensation for dollarfaldet. At detailprisen stiger så meget har selvfølgelig en effekt på salget, forklarer Jan Jacobsen, som er adm. direktør i Jacobsens Bakery i Hedensted.

Virksomheden er verdenskendt for småkagerne i kategorien Danish Butter Cookies – i de næsten mere berømte kagedåser med farverige motiver – som bliver solgt i hobetal i både USA og Asien, som valutamæssigt læner sig op ad den amerikanske dollar.

- Når dollarkursen falder, må vi sætte vores leverede priser i USD op over for kunden, hvis vi skal bevare status quo i forhold til året før. Det kan så være, at kunden vælger ikke at lægge en ordre hos os i år.  Alternativt må vi forhandle med kunden om, hvad vi kan få igennem. Er kursen faldet 10 pct., men vi kun kan få 5 pct. igennem, får vi selvfølgelig et reduceret dækningsbidrag i forhold til året før, siger Jan Jacobsen.

Ser tiden an

Den faldende dollarkurs rammer hårdt, når en stor del af indtjeningen afhænger af handel i amerikanske dollar. Som ny spiller på det nordamerikanske marked i Walmart-kæden er Jens Møller Products ikke nær så mærket af, at kursen er faldet det seneste år.

- Vi ser tiden an. Dollarkursen er faldet gennem et stykke tid, og vi tror, alle kommer til at indrette sig efter det. Det er ikke noget, vi ligger søvnløse over. Vi tror, at vores produkt nok skal klare sig i konkurrencen alligevel. Mange produkter er påvirket af globale priser. Corona har også påvirket mange, lyder det fra Poul Jensen, salgsdirektør i virksomheden, der især er kendt for Cavi-art, som er kaviar lavet på havtang.

En anden – og velkendt – løsning på prisudviklingen er at gøre pakningerne mindre for at kompensere for det, der alternativt skulle have været en prisstigning. Det er også med i overvejelserne hos Jacobsens Bakery.

- Det er noget skidt. Men det er noget, man lever med, når man arbejder med eksport. Lige p.t. er vi både ramt på kursen til Asien, USA og på det engelske pund. Det er kun på det, vi udfakturerer i euro, vi ikke bliver påvirket, siger Jan Jacobsen.

Danmark eksporterer fødevarer for mere end 5 mia. kr. til USA hvert år.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094