Arla Foods har siden 2018 haft Endrup Mejeri til salg, men ind til videre har efterspørgslen ikke været stor nok til at realisere et salg.
Mejeriet – der er Danmarks ældste – består af cirka 4.655 kvm fordelt på syv bygninger – heraf udgør produktionsbygningerne knap 2.400 kvm. Prisen lyder på 3,3 mio. kr., og det har åbenbart været en for stor mundfuld for eventuelle købere.
- Mejeriet er fortsat til salg. Det er ikke lykkedes endnu at finde en køber til hele mejeriet, skriver Arlas presseafdeling i et svar til JydskeVestkysten.
Vil gerne udstykke
Arla overtog i september 2017 det konkurstruede Endrup Mejeri og de 12 landmænd, der leverede til mejeriet. I august 2018 var meldingen dog, at mejeriet skulle lukkes, da det ikke var lykkedes at finde en holdbar løsning for den forsatte drift.
Ifølge lokalavisen vækker de manglende fremskridt i processen bekymring blandt de lokale borgere.
- Vi havde håbet på, at nedrivning kunne komme på tale, så grunden kan udstykkes. Vi vil gerne udstykke her i Endrup, og det er et udmærket sted på mejerigrunden, siger Johannes Schmidt, der er formand for Endrup Lokalråd.