Opdateret klokken 15.35 med kommentar fra Mark Hemmingsen.
Kyllingeslagteriet Danpo, der er den danske afdeling af den svenske koncern Scandi Standard, har fået ny direktør.
Ifølge cvr-registeret er Alf Magnus Lagergren tiltrådt på posten, hvor han afløser Mark Ole Juel Hemmingsen, der har været Danpo-direktør siden 1. august 2016.
Alf Magnus Lagergren sidder i forvejen i ledelsen hos Scandi Standard.
Danpo har ifølge sin hjemmeside cirka 775 ansatte, hvoraf de fleste arbejder på slagteriet i Aars i Nordjylland. Virksomheden har også en forædlingsfabrik i Farre ved Give, hvor hovedkontoret ligger.
Food Supply har forgæves forsøgt at få en kommentar, fra Danpos ledelse.
Ifølge mediet AgriWatch skal Mark Hemmingsen nu stå i spidsen for The Happy Chicken Project, der er Scandi Standards projekt vedrørende en højere dyrevelfærd.
- Jeg har sagt et stykke tid, at jeg gerne ville prøve nogle nye udfordringer og har været i dialog med Leif Bergvall Hansen (adm. direktør i Scandi Standard, red.) Vi er så heldige, at vi har skabt vores eget job, og det bliver spændende, siger Mark Hemmingsen til AgriWatch.