23948sdkhjf

Rejefabrik tjente millioner, men nu lurer en krise

Efter et underskud på 6,6 millioner kroner i 2018/19 fik den nordjyske rejevirksomhed Launis i 2019/20 vendt tingene så meget, at det blev til et overskud efter skat på 3,2 millioner, viser det seneste regnskab.

Opturen hænger blandt andet sammen med, at indehaver og direktør Gert Nielsen i maj 2018 solgte størstedelen af virksomheden til Tenax Sild, som overtog produktionen af sild, fiskefrikadeller, kaviar og paté.

Tilbage hos Launis var udelukkende rejefabrikken i Skagen, hvilket krævede en større tilpasning af organisationen, påpegede Gert Nielsen i forbindelse med offentliggørelsen af underskuddet for 2018/19.

Om overskuddet i 2019/20 konstaterer han i regnskabet, at selskabets væsentlige forbedring i indtjeningen skyldes både en forøgelse af dækningsgraden og en tilpasning af faste omkostninger. 

Panderynker

Til Nordjyske fortæller direktøren dog, at det er med rynker i panden, når Launis kigger fremad. Han henviser til, at norsk farvand siden årsskiftet har været mere eller mindre lukket for de danske fiskere, idet en fiskeriaftale for 2021 mellem Norge, Storbritannien og EU endnu ikke er på plads.

Kommer der ikke snart en løsning på konflikten, kommer det også til at koste penge hos Launis, siger Gert Nielsen til Nordjyske:

- Vi står sådan set lige i øjeblikket i en rigtig krisesituation. Striden om norsk farvand er en katastrofe. Hvis ikke der kommer en løsning på det her, bliver vi ramt på tilførslen af rejer. Lige nu ligger næsten alle rejerne i den norske zone, konstaterer han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.859