23948sdkhjf

Marel: Kunderne stiller større og større krav

Industrien har investeret store summer i at forbedre fødevaresikkerheden og selve bearbejdningen af råvarerne og i pakkeriet. Begge steder er der blevet automatiseret i den helt store skala. Midt imellem de to afdelinger ligger funktionen, der bliver kaldt ”End Of Line” (EOL), og som man ikke hører så meget om … endnu.

Marel er en af de leverandører, der arbejder målrettet på at udvikle nye løsninger til industrien, så kunderne kan forbedre deres konkurrencedygtighed og indtjening – også inden for EOL.

Nordmanden Audun Kjørsvik er produktspecialist på området med EOL hos Marel. Han fortæller, at EOL-linjer er forbundet med en høj grad af kompleksitet og består af tre forskellige nøglefunktioner – kontrolvejning, etikettering og pakkehåndtering.

- Vi hjælper typisk kunderne med at få identificeret problemstillingerne på linjen, og de varierer meget fra kunde til kunde. Det kan blandt andet være nøjagtighed i vægt, information på etiketten og effektivitet, som er typiske problemstillinger, kunderne ønsker løsninger på, konstaterer Audun Kjørsvik.

Hans erfaring er, at fødevareindustrien fortsat har mange manuelle processer på EOL-linjen, for eksempel når det gælder kontrolvejning, etikettering og pakning af produkter i små kasser (eller kartoner).

- Potentialet for effektivisering ved hjælp af automation er stort på de tre funktioner. Men der er så mange ting, der kan optimeres på linjen. Det er små forbedringer – typisk inden for præcision og hurtighed – vi hjælper kunderne med. EOL er bare så kompleks opgjort på håndtering og teknologi, siger Audun Kjørsvik.

 Lakseindustrien i front

Som eksempel på industrier, der er længst fremme på automation inden for EOL, peger han på den norske lakseindustri, der også har førertrøjen på, når det gælder investeringslyst og innovation. Herhjemme er det kød- og kyllingeindustrien, der har de mest avancerede EOL-løsninger.

- Området med EOL er nok lidt undervurderet hos den skandinaviske fødevareindustri. Der er så stor forskel på, hvad kunderne vil have af funktioner. Men en tydelig fællesnævner er, at alle ønsker bæredygtige løsninger, når vi taler om emballage, folie, etiketter og pap, pointerer Audun Kjørsvik.

Fødevaresikkerhed – herunder sporbarhed – er også et fokusområde for fødevareindustrien.

- Med automatiseret vejning og labelpåføring får kunden i høj grad sikkerhed for, at pakkens indhold stemmer overens med informationen på etiketten, siger han.

De automatiserede processer reducerer på den måde menneskelige håndterings- og tastefejl.

- Det betyder, at der er færre arbejdsgange, der skal laves om. Generelt er der store besparelser at hente ved at investere i EOL, understreger Audun Kjørsvik.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.11