23948sdkhjf

Tidligere kagedirektør vil nu brede bagels ud i Danmark

Indtil for nylig var han direktør for kageproducenten Coronet Cake Company i Viby Sjælland.

Nu gør den erfarne fødevaremand Anders Svingfors Olesen klar til en helt ny karriere som ejer af - måske - mange bagelbutikker.

Han har købt rettighederne til som master franchisetager at lancere den franske kæde Bagelstein i både Danmark og Sverige.

Ambitionen er, at Bagelstein skal åbne adskillige steder i Danmark. Først med Anders Svingfors Olesens egne enheder i københavnsområdet, og derefter vil han finde franchisetagere til "det meste af Danmark".

- Det kan også være, at jeg ender med selv at drive butikker andre steder i landet. Mit hjerte banker for det her, og jeg håber, at jeg har set rigtigt og kan vise mit værd, siger han til Food Supply.

- Jeg har ramt de 50 år, og siden jeg var midt i 40'erne, har jeg drømt om at blive selvstændig, konstaterer han.

Hemmelig pris

I første omgang åbner Anders Svingfors Olesen efter planen senest 1. september på Vesterbro i København, og derefter følger formentlig ret hurtigt to andre steder i hovedstaden. 

- De tre butikker har jeg økonomi til. Så må vi se, hvordan det går, nævner den nye bagelboss, som ikke ønsker at oplyse, hvor meget det koster at åbne en bagelbutik. Heller ikke prisen for franchiseaftalen vil han ud med.

Hvis alt går vel i Danmark, har han som nævnt også rettighederne i Sverige at fortsætte med.

Anders Svingfors Olesen kommer fra en godt to år lang ansættelse hos Coronet Cake Company, hvor han efter nogle måneder i en salgsstilling blev udnævnt til administrerende direktør i august 2019. Det job forlod han i slutningen af 2020 og blev afløst af Jacob Veiss.

- Jeg stoppede, fordi jeg havde indkørt de ting, jeg skulle - blandt andet en ny ledergruppe og resten af den genopretningsplan, jeg havde forslået ejerne i Givesco Bakery. Og så ville Givesco gerne have en mere produktionsdirektør-agtig profil ind, nævner Anders Svingfors Olesen.

Bagelstein er ejet af kædens to franske stiftere samt den schweiziske virksomhed Migros.

Kæden har eksisteret i mere end 10 år og har nu over 110 butikker placeret i Frankrig, Schweiz, Østrig, Belgien, Luxembourg - og altså snart også i Danmark.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078