23948sdkhjf

Plus hos Løgismose, stort minus hos Meyers

Plus hos Løgismose, minus hos Meyers. Og samlet set et nettounderskud på 203 millioner kroner.

Sådan landede 2020-regnskabet for fødevarekoncernen Løgismose Meyers, der driver sine to forretningsben i to selvstændige selskaber: Løgismose sælger sine produkter i detailforretninger hos især Netto, mens Meyers ikke mindst gør sig i catering- og restaurationsbranchen.

Og sidstnævnte var i sidste års coronaramte Danmark absolut ikke opløftende for koncernen. I en pressemeddelelse oplyser Løgismose Meyers, at "som konsekvens af et forretningsår massivt præget af coronapandemien nedskrives Meyers-varemærket i regnskabet for 2020 med 233 millioner kroner".

Den samlede omsætning sidste år var 1,073 milliarder kroner mod 1,153 milliarder året før.

Mens koncernen ikke offentliggør et selvstændigt regnskab for Meyers, fremgår det, at Løgismose, der med regnskabsmæssig virkning pr. 1. januar 2020 fik eget cvr-nummer, kom positivt ud af 2020 - med en omsætning på 463,5 miliioner, et driftsresultat på 42,5 millioner og et overskud på 26,1 millioner kroner.

- Hurtig omstilling

- I Løgismose har vi været hurtige til at omstille os til en ny virkelighed og levere på den medvind, som detailhandlen generelt har haft, hvor det for vores del har handlet om, at rigtig mange danskere har skruet op for kvaliteten i indkøbskurven.

- Af samme grund har vi også oplevet vækst i vores onlinesalg af vin. Nu skal overskuddet sætte ekstra skub i udviklingen på tværs af forretningsområderne, siger administrerende direktør i Løgismose Meyers Jesper Uggerhøj.

Angående Meyers påpeger direktøren, at virksomheden nu skal levere til et forandret arbejdsmarked, efter at kantiner, catering, restauranter, kurser og teambuilding-forretningen sidste år blev hårdt coronaramt.

- Et ellers godt salg i Coops supermarkeder kunne ikke kompensere for et hårdt år for de øvrige dele af forretningen, der alle er afhængige af et åbent samfund. Det har vi naturligvis handlet på, og nu ser vi fremad med et mere forenklet Meyers, hvor fokus rettes på at innovere og levere premium-produkter til detailhandlen og udvikle samarbejder med erhvervslivet om at skabe bæredygtige og unikke madoplevelser til virksomheder i hele landet, siger Jesper Uggerhøj.

Løgismose Meyers har cirka 1.000 medarbejdere. Koncernen har siden 2015 været ejet af kapitalfonden IK Investment Partners, har godt halvdelen af aktierne. Resten er hovedsageligt ejet af  ledende medarbejdere.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.095