23948sdkhjf

Direktør for nedbrændt laksefabrik: Alle er chokerede

Onsdag aften opstod en voldsom brand i laksefabrikken Atlantic Sapphire i Hvide Sande, og episoden har sat sine spor hos fabrikkens medarbejdere.

Ifølge Atlantic Sapphires danske direktør, Thue Holm, er laksefabrikkens ansatte chokerede oven på branden.

- Jeg tror, den rigtige reaktion på sådan noget kommer lidt senere. Folk er selvfølgelig chokerede, men stadig ved godt mod. Mange har været oppe hele natten og hjulpet brandvæsnet, siger Thue Holm torsdag.

- Folk har lagt mange år, tid og blod i det her, så det er selvfølgelig hårdt at miste næsten det hele. Medarbejderne er derfor blevet tilbudt krisehjælp.

Branden udviklede onsdag aften farlig røg, der lå lavt over et sommerhusområde. Derfor måtte flere beboere i området evakueres.

Torsdag morgen blev der holdt et fællesmøde, hvor medarbejderne var indkaldt.

- Vi snakkede gårsdagens hændelse helt igennem og understregede, at det vigtigste er, at ingen er kommet til skade, selv om der er sket meget materiel skade.

- Vi har også lagt planer for de kommende uger for at sørge for, at der stadig er bemanding herude til at passe på de fisk, vi har tilbage, fortæller direktøren.

Det var en ansat på fabrikken, der anmeldte branden. Først blev der set røg fra en åben dør på fabrikken, og siden brød flammer igennem taget på bygningen.

Kort tid efter anmeldelsen kom politiet i kontakt med fabrikslederen for at få adgang til ilttanke inde i bygningen. Ilttankene blev fjernet, hvilket har kostet mange fisk livet.

Thue Holm bekræfter, at de fleste laks er døde.

- Vores små fisk lever stadig, men de store laks er døde.

Det er uvist, hvordan branden opstod.

Omkring 70 brandfolk har i løbet af natten til torsdag været i aktion for at få ilden under kontrol. Torsdag morgen var branden under kontrol.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109