Med et underskud på 10,7 mio. kr. kom etikettevirksomhed Klimax A/S for tredje gang i træk ud af et regnskabsår med røde tal på bundlinjen.
Samtidig faldt omsætningen fra 337,4 mio. kr. i 2010 til 331,6 mio. kr. sidste år.
Som en konsekvens heraf har Klimas A/S nedlagt produktionen på fabrikken i Skovlunde på Sjælland, så der herhjemme kun er produktionen i Horsens tilbage.
Samtidig har Klimax foretaget omstruktureringer på fabrikken i Nederlandene, hvad der også har været med til at påvirke resultatet i negativ retning.
- Tallene for salget af papir til etikettrykning viser, at Klimax faktisk har vundet markedsandele i Danmark og Holland og derudover konsolideret sin markedsposition i Tyskland. Det er dog på den triste baggrund, at markedet er faldet på alle Klimax' markeder på nær England. Etiketmarkedet har endnu engang vist sig at være konjunkturfølsomt, særligt på baggrund af udsving i kundernes lagerbeholdninger, konstaterer ledelsen blandt andet i årsrapporten.
Her fremgår det også, at 2011 startede positivt, men at vendepunktet kom med 2. kvartal.
For indeværende regnskabsår forventer Klimax-ledelsen en marginal stigning i nettoomsætningen samt et positivt resultat som følge af omstruktureringerne sidste år.