23948sdkhjf

Frugtplantage åbner for innovation

Bandholm Frugtplantage hører til de små og mellemstore virksomheder, som tør åbne sig for innovative inputs udefra.
Mange små og mellemstore virksomheder (SMV) er generelt skeptiske over for ekstern viden – og det er en skam.

- Sandsynligheden for vellykket innovation er langt større, hvis virksomhederne inddrager input udefra. Og chancerne for radikal innovation er markant større, hvis virksomheden samarbejder med eksterne kilder fremfor udelukkende at være afhængig af egne idéer. Derfor er det vigtig, at virksomheder er åbne for ekstern viden, forklarer adjunkt Ana Luiza de Araújo Burcharth fra Aarhus Universitet, Business and Social Science.

Blandt undtagelserne hører den lille familieejede frugt-, marmelade- og mostproducent Bandholm Frugtplantage fra Lolland.

- Tid er en begrænsende faktor, og vi har ikke ressourcerne til at udvikle forretningen alene. Derudover har vi heller ikke i samme grad som større virksomheder råd til at fejle. Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi rammer plet med nye tiltag i første hug. Her er samarbejdet med eksterne partnere utroligt værdifuldt, fortæller Lars Albrektsen, der driver Bandholm Frugt-plantage med sin kone Anne.

Mangler specialviden
Bandholm Frugtplantage har blandt andet benyttet sig af et gratis Innovationstjek fra InnovationsAgenterne. Det har indtil videre resulteret i et produktudviklingsprojekt med Teknologisk Institut og samarbejde med Eksportrådet om eksport til Tyskland.

- Ofte har vi selv en idé om, hvilken retning vi gerne vil gå, men vi mangler specialviden og ressourcer til at føre planerne ud i livet. Her har samarbejdet med innovationsagenten åbnet en masse døre til en helt ny verden af viden, som vi løbende kan gøre brug af, forklarer Lars Albrektsen.

Adjunkt Ana Luiza de Araújo Burcharth (billedet) skriver i sin Ph.d.-afhandling, at mange SMV’er har en stor tro på egne idéer og dermed oparbejder en skepsis over for fremmede input. Samtidig er der ofte begrænsede ressourcer til innovation, ligesom mange er usikre på, i hvilken retning virksomhedens udvikling skal gå.

- En klar retning og ledige ressourcer er nøgleord, når det kommer til innovation. Desværre er det også to ting, som de mindre virksomheder ofte mangler. Det betyder ikke alene, at der kun er begrænset tid til at afsøge viden og nye teknologier, men også at det er svært prioritere blandt mulighederne og skelne mellem, hvad der er relevant og ikke relevant, uddyber hun.

Smartere innovation
Barriererne for succesfuldt innovationsarbejde er noget, projektleder Knud Erik Hilding-Hamann fra InnovationsAgent-ordningen kan genkende. Ordningens formål er at biddrage med teknologisk viden og inspiration til danske SMV’er.

- Det er positivt at have tro på egne evner, men det er en hårfin balancegang, hvor virksomhederne risikerer at spilde tiden på innovation, som kunne være gjort meget bedre, hurtigere og nemmere i samarbejde med andre. Derfor er vores fornemmeste opgave at skabe retning ved at identificere potentialerne i samarbejde med virksomhederne og derefter skabe kontakt til relevante videninstitutioner, private rådgivere eller organisationer, der kan hjælpe virksomheden videre og være en ekstra ressource, forklarer han.

Fakta om Bandholm Frugtplantage
Bandholm Frugtplantage blev grundlagt i Bandholm på Lolland i 1999.
Ud over ren frugtproduktion har Bandholm Frugtplantage i dag også produktion af marmela-der, most og kompot.
Siden starten i 1999 har Bandholm Frugtplantage hvert år udvidet plantagen, så den i dag tæller 30.000 træer fordelt på 8 hektar.
Virksomhedens produkter forhandles i Interflora-butikker over hele landet samt en række udvalgte special- og delikatesseforretninger.
Ægteparret Anne og Lars Albrektsen ejer og driver til daglig plantagen, der i høstsæsonen beskæftiger yderligere fire medarbejdere.

Fakta om InnovationsAgenterne
InnovationsAgenterne er en landsdækkende ordning, som er finansieret af Rådet for Teknologi og Innovation under Styrelsen for Forskning og Innovation.
Formålet med ordningen er at bringe teknologisk viden og inspiration til danske SMV’er for derigennem at styrke deres forretning og konkurrencekraft.
InnovationsAgent-ordningen består af et korps af 30 erfarne virksomhedsrådgivere fra Dan-marks ni GTS’er (Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter). Deres fælles afsæt er praktisk erfaring og stor faglig viden om teknologisk innovation.
InnovationsAgenterne tilbyder gratis Innovationstjek til små og mellemstore danske virksom-heder med henblik på at identificere konkrete, teknologidrevne udviklingsmuligheder.
Et Innovationstjek indebærer, at en Innovationsagent fra en af ordningens ni GTS’er gennemfører en screening af virksomhedens innovationsbehov og -potentialer.
I 2011 gennemførte InnovationsAgenterne i alt 439 Innovationstjek. Det er en stigning på 36 procent i forhold til 2010. Målet for 2012 er 600 Innovationstjek.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079