23948sdkhjf

Nørmark Food reddet af sjællandsk bøfkonge

Den sjællandske kødmillionær John Sashi Nielsen har købt den konkursramte Vejle-virksomhed Nørmark Food, og de 20 medarbejdere beholder deres job.

Det oplyser konkursboets kurator, Per Buttenschøn, til Food Supply.

Ifølge Per Buttenschøn var der otte interesserede mulige købere, men det endte med, at handlen med John Sashi Nielsen faldt på plads natten til tirsdag, fortæller kuratoren efter nogle hektiske påskedage.

John Sashi Nielsen ejer i forvejen kødsuccesen JN Meat, der har gjort ham til mangemillionær, ikke mindst via salg af finsk oksekød.

Nu skal han forsøge at få Nørmark Food på fode igen efter at stifter og indehaver Flemming Nørmark Jakobsen kort før påske gav op og indgav en konkursbegæring.

Ifølge Per Buttenschøn er det svært at se, at en mere egnet køber kunne være fundet.

- En konkurs er altid ulykkeligt, men det her er alligevel en succeshistorie. Vi har fået solgt virksomheden rigtig, rigtig, rigtig godt, alle arbejdspladser er reddet - og jeg er ikke i tvivl om, at John Sashi Nielsen er den køber, som virksomheden står sig langt bedst med, fastslår kuratoren.

Hemmelig pris

Prisen for Nørmark Food ønsker Per Buttenschøn ikke at oplyse. Han fortæller, at ikke alle de otte interesserede nåede at afgive et bud, før salget var en realitet.

- I en situation som denne er man nødt til at være lidt vaks ved havelågen, når en mulighed opstår. Men vi fik så mange bud ind, at det stod klart, at John Sashi Nielsen er den bedste køber, siger Per Buttenschøn.

Kuratoren peger på, at det naturligvis var vigtigt at få solgt hele Nørmark Food i ét hug, så virksomheden "ikke blev smidt på en blokvogn og solgt i atomer".

Per Buttenschøn har endnu ikke noget overblik over, hvordan økonomien ender med at se ud i konkursboet. Han forventer, at krav fra kreditorer fortsat vil tikke ind i løbet af de kommende uger, måske måneder.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078