23948sdkhjf

Brandvarmt arbejdsmarked: Antallet af jobopslag vokser

Antallet af arbejdsgivere, der leder efter nye medarbejdere, er højere, end det har været i flere år. Det viser tal fra Jobnet, der er jobcentrenes oversigt over jobopslag.

I maj blev der slået næsten 39.000 nye jobopslag op på Jobnet. Det er det højeste antal nye jobopslag i en maj måned i den tid, Beskæftigelsesministeriets Jobindsats har holdt øje med antallet af nye opslag.

Og det er kun overgået af antallet af nye opslag i marts i år.

Samtidig er det samlede antal jobopslag, der ligger på Jobnet, på det højeste siden 2004, hvor Jobindsats startede med at føre statistikken.

De mange jobopslag er ifølge cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre en indikation på, at der er en ualmindeligt stor efterspørgsel efter arbejdskraft.

Derfor kan beskæftigelsen i Danmark meget vel stå over for at slå nye rekorder, når tallene for maj udgives 30. juni, spår cheføkonomen.

Han peger dog på, at det normalt er i maj, at der er mest fart på jagten efter nye ansatte i virksomhederne.

- De mange jobopslag kombineret med den meget lave ledighed er dog ikke entydigt positivt. Mange virksomheder melder om mangel på arbejdskraft, og presset på arbejdsmarkedet er taget til, skriver Jeppe Juul Borre i en analyse.

Det har i de seneste måneder og år været en tiltagende jagt på nye medarbejdere. Det er dog ikke altid endt uden et match.

Selv om Jobindsats tal for jobskifte ikke er lige så opdaterede, så viser de, at indtil februar var der fortsat flere og flere, der har benyttet sig af det stigende antal jobmuligheder og har skiftet job.

I 12 måneder til og med februar i år har 994.000 skiftet job. Det er det højeste antal over 12 måneder, siden Jobindsats begyndte at opgøre jobskifte i 2009.

Et af de steder, hvor man holder øje med, hvor mange der skifter job i Danmark, er pensionskasserne. Det skyldes, at lønmodtageres pensionsordning kan skulle tilpasses efter et jobskifte.

Hos Danica Pension peger cheføkonom Mads Moberg Reumert på, at der i starten af 2022 har været en del flere, der har skiftet job, end året før.

I de første måneder af 2022 var der næsten 25 procent flere, der fik et nyt job, end de første to måneder af 2021.

Og tallene er også betragteligt større end den hidtidige top lige efter finanskrisen i 2009.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079