Nu skal guldkarameller og marcipanbrød produceres på solenergi
Slikproducenten Toms Gruppen og soludvikleren Better Energy har netop indgået en elkøbsaftale.
Aftalen træder i kraft i oktober 2023 og er direkte medvirkende til, at Better Energy opfører en ny, stor solcellepark.
- Det er altid godt, når virksomheder sætter ambitiøse bæredygtighedsmål. Men det er endnu stærkere, når virksomheder er fast besluttede på at tage fuldt ansvar for konsekvenserne af deres valg og går skridtet videre, siger Peter Munck-Søe Jensen fra Better Energy.
Direkte årsag
Toms’ elforbrug har i flere år været dækket af oprindelsescertifikater fra vindmølleparker. Men for at styrke den nødvendige overgang til vedvarende energi yderligere har Toms valgt at investere i produktion af vedvarende energi ved at opretholde additionalitetsprincipperne – eller med andre ord: være den direkte årsag til udbygning af vedvarende energikapacitet.
Toms Gruppen tilsluttede sig i starten af året Science Based Targets og er som følge heraf i fuld gang med at sætte bindende CO2-reduceringsmål for hele sin værdikæde.
- De CO2-udledninger, der knytter sig til vores egen produktion er vi dog allerede nu i fuld gang med at mindske, siger Toms Gruppens administrerende direktør, Annette Zeipel.
Den nye solcellepark, der sættes i drift i oktober 2023, vil levere 4 GWh additionel grøn strøm årligt øremærket Toms Gruppen. Energien dækker 75 procent af elforbruget i Toms’ fabrik i Hvidovre. Det svarer til 28 procent af Toms’ samlede elforbrug i Danmark.