23948sdkhjf

Kanelsneglene har givet Easyfood adgang til udlandet

Easyfood er en utrættelig vækstvirksomhed, som inden for de seneste fem år for alvor har fået gang i eksporten.

Easyfood i Kolding har lært forbrugere i flere europæiske lande at spise kanelsnegle, ligesom virksomheden med lidt ekstern hjælp har fået voksne danskere til at elske pølsehorn.

- Kanelsnegle er blevet vores signaturprodukt i udlandet, det er korrekt. Det er 10 år siden, vi fik vores gennembrud, fortæller direktør Flemming Paasch til Food Supply.

Ni år tidligere fik Easyfood hul på det danske marked med salg af pølsehorn, som mange dengang i 2003 forbandt med en lille snack, som typisk blev servereret til børnefødselsdage.

Gennembruddet overraskede Flemming Paasch, for det var faktisk det tidligere Statoil, der kørte en kampagne på TV2, hvor der blev reklameret med pølsehorn og billet til Legoland. Siden er salget af pølsehorn steget i ekspresfart år for år. I 2021 blev der således produceret 60 millioner pølsehorn på bagerivirksomheden i Kolding - til det danske marked.

Tallene er høje og er med til at indikere, at Easyfood er en vækstvirksomhed. Orkla ejer 90 procent, mens Flemming Paasch ejer de sidste 10 procent. Flemming Paasch understreger, at vækststrategien kun har ladet sig gøre at gennemføre med en økonomisk stærk Orkla i ryggen.

I 2021 omsatte virksomheden for 353 millioner kroner. Flemming Paasch forventer, at toplinjen ryger over en halv milliard næste år.

- Vi har haft fokus på eksport siden 2012, men først efter at vi fik ansat de ”rigtige” folk for fem år siden, har vi for alvor fået gang i salget til udlandet. Hvis man kæmper nok for det - og tror på ideen - så skal det nok blive en succes, erfarer Flemming Paasch.

Han pointerer, at der i organisationen bliver arbejdet meget med strategier, designtænkning og med at udvikle unikke koncepter til de forskellige kunder.

Eksporten udgjorde sidste år 15 procent af omsætningen. I løbet af de næste to-tre år forventer direktøren, at eksporten når op på 50 procent. Dagligvarekæder, cafékæder og globale fastfoodkæder er blandt kunderne. Eksportarbejdet bliver håndteret fra Kolding, men der er også etableret salgsselskab i Tyskland.

Perfekt timing

- Tendensen lige nu er, at cafékæderne efterspørger højere kvalitet i form af bedre råvarer og længere holdbarhed på produkter, som nemt kan tilberedes af ufaglært personale i en tid, hvor det er svært at finde arbejdskraft. Her passer vores ”tø og server”-produkter perfekt og er med til at minimere madspildet og forbedre indtjeningen for kunden, siger Flemming Paasch.

Dagligvarekæderne har også sat endnu mere fokus på convenience. Easyfood har netop indgået en aftale med en østrigsk kæde med 1.200 butikker.

Sortimentet tæller omkring 300 forskellige produkter, hvoraf en del bliver købt hos andre leverandører, så som pizza og muffins. Cirka 15 procent af omsætningen bliver skabt på ”fremmede” produkter. 

I år har ”tø og server”-produkterne salgsmæssigt overhalet bake off. Mest sælgende produkt er pølsehorn efterfulgt af kanelsnegle og med focaccia med topping langt efter på tredjepladsen.

- Vores vigtigste opgave er i bund og grund at skabe værdi, så vores kunder tjener penge på vores produkter, understreger Flemming Paasch

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156