23948sdkhjf

Cafe opkræver gebyr, når man køber en is eller en hotdog

De stigende elpriser tvinger cafeer til at opkræve et energitillæg pr. ekspedition - alternativet er lukning

Der er ingen tvivl om, at de stigende elpriser gør ondt på særligt mindre erhvervsdrivende såsom købmænd, slagterbutikker og bagerforretningen.

I Blokhus har Rasmus Hundrup, der driver Iscafeen Blokhus og Iscafeen By The Sea, set sig nødsaget til at opkræve et gebyr for hver ekspedition, der foretages.

Eksempelvis koster det kunden tre kroner ekstra, hvis købet er mellem 0-49 kroner, lyder købet på et beløb mellem 50-149 kroner, koster det seks kroner ekstra i energitillæg mens køb, der overstiger 150 kroner, bliver tilført et ekstra tillæg på ni kroner.

Det betyder, at køber man eksempelvis to franske hotdogs, som koster 70 kroner i alt, bliver der lagt seks kroner oveni, så regningen ender på 76 kroner.

- Vi er tvunget til at reagere, hvis vi også skal være her til næste sæson. Siden foråret er vores udgifter til strøm steget med over 300 procent, siger Rasmus Hundrup.

De stigende energipriser kommer i kølvandet på to år med flere nedlukninger på grund af covid-19, herefter fulgte stigende fødevarepriser og senest elprisernes himmelflugt.

- Det er en ond spiral, der ikke virker til at få ende, og gør vi ikke noget, risikerer vi simpelthen, at vi må lukke, konstaterer Rasmus Hundrup.

ilæggt blev indført for godt en måned siden, og overordnet set har der været forståelse fra kunderne i forhold til, at de også bidrager til de stigende el-udgifter.

- Vi forhørte os hos vores stamgæster, og de synes, at det var en god idé. Vi er meget taknemlige for den opbakning, vi har fået og den forståelse, vi har mødt fra vores kunder, siger Rasmus Hundrup.

- Fremfor at udregne en procentdel af den samlede ordre, har vi, for at gøre det nemt for personalet, valgt at inddele det i tre niveauer, siger han og tilføjer, at det ekstra gebyr ikke har haft nævneværdige konsekvenser for antallet af ekspeditioner.

Hos HORESTA, som er brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, får man løbende henvendelser fra medlemmer omkring indførelse af energitillæg. De kommer dog primært fra overnatningsvirksomheder, oplyser erhvervsjuridisk chef, Kaare Friis Petersen.

- Det står virksomhederne frit for, om de vil vælge at lægge et tillæg på regningen. Det er dog vigtigt, at de tydeligt informerer kunderne om beslutningen, og så skal tillægget kunne begrundes og forsvares, siger Kaare Friis Petersen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08