23948sdkhjf

Kendt Skagen-restaurant er på udkig efter nye adresser

Det har ikke været de letteste år at åbne nye restauranter i, men det slår ikke ejeren af Skagen Fiskerestaurant ud.

Tværtimod.

Det er nemlig planen at åbne yderligere to restauranter allerede i foråret 2023, så der er hverken krisestemning eller stilstand, selv om netop restaurationsbranchen har været og er hårdt ramt af diverse kriser - og lige nu energikrisen.

- Vi vil åbne to nye restauranter - og meget gerne på Sjælland, siger Jesper Carl Winter, der for 10 år siden købte Skagen Fiskerestaurant i Skagen.

Flere i København

Skagen Fiskerestaurant findes ikke blot i Skagen, men også på Rooftop i Illum og på Esplanaden, begge i København.

For to år siden åbnede Skagen Fiskerestaurant på Budolfi Plads i Aalborg.

Bag de udenbys fiskerestauranter står i dag selskabet We Love Fish, der ejes af direktør i administrationsfirmaet Skagen Group ApS Elias Grøftholdt, investor Morten Bugge og Jesper Carl Winter.

Jesper Carl Winter

Skagen Fiskerestaurant er ejet af Jesper Carl Winter

Han ejer også Skagen Distillery, Skagen Bageri og Skagen Harbour Hotel samt Surdejsbageren i Aalborg

Sammen med Elias Grøftholdt, der er direktør i Jesper Carl Winters administrationsselskab, har han stiftet selskabet We Love Fish, hvor også erhvervsmanden Morten Bugge er kommet med som investor for et par måneder siden.

We Love Fish ejer:

Skagen Fiskerestaurant på Budolfi Plads i Aalborg

Skagen Fiskerrestaurant på Rooftop i Illum, København

Skagen Fiskerestaurant på Esplanaden, København

Og nu er tiden altså kommet til endnu flere restauranter.

- Vi føler, at der kan være fire-fem flere restauranter i Danmark som vores. Udover Sjælland kigger vi også på Fyn, Trekantsområdet og Aarhus, siger han.

Det er der ikke nogen konkrete aftaler om endnu.

- Men vi er ude at se på nye lejemål, siger Jesper Carl Winter.

Dog farer han ikke ud lige med det samme og lejer sig ind, selv om planen er, at det sker i foråret. Der er grund til at tøve en kende.

- Vi ser lige tiden lidt an i forhold til energikrisen, men vi håber, at det lysner i det nye år, siger han.

Henter forstærkning

Nu er det ikke fordi, at Jesper Carl Winter er gået fri af coronakrisen og de store konsekvenser, det har haft for restaurationsbranchen. Ej heller energikrisen.

- Det har vi selvfølgelig kunnet mærke. De store omkostninger har kostet os, siger han.

Og kigger man ham efter i kortene, ser det ikke prangende ud med minus i regnskaberne for 2021 i de nye restauranter i Aalborg og København. Men det skal man ikke lade sig narre af, siger han.

- Det har været nogle voldsomme år. Da vi åbnede på Budolfi Plads i Aalborg, skete det stort set samme tid, som coronakrisen satte ind for alvor. Vi åbnede og lukkede restauranten fem-seks gange, siger han og tilføjer:

- Men vi er altså hverken ved at lukke eller skære ned. Tværtimod.

Jesper Carl Winter har da også været ude og hente forstærkning for nogle måneder siden i form af Morten Bugge som ny investor i selskabet We Love Fish, der ejer de nye restauranter i Aalborg og København.

- Nu står vi stærkt, siger Jesper Carl Winter.

En fantastisk sommer

Regnskabet for hans egne selskaber i Skagen inklusive Skagen Distillery, der producerer bjesk, Skagen Bageri ApS og Skagen Harbour Hotel er ikke offentligt tilgængelige, da det er privatejet af Jesper Carl Winter.

Men der er plus på bundlinjen, siger han.

- Vi har i restauranten og på vores hotel haft en fantastisk sommer og et rigtig godt forår og efterår.

- Men nu er vi selvfølgelig lidt spændte i forhold til energikrisen, siger Jesper Carl Winter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078