Løsningsarkitekt for Automatik
Er du visionær omkring fremtidens produktion og er du interesseret i at være med til at udvikle højteknologiske, avancerede løsninger til produktionsoptimering, så tag et kig på nedenstående.
KILDE Automation leverer produktionslinjer, specialmaskiner og automationsløsninger til kunder, på tværs af brancher, både nationalt og internationalt.
Vi har gennem de seneste år udviklet en række nye maskiner, som vi med succes har introduceret i markedet. Desuden har vi igennem længere tid oplevet en stigende interesse for vores specialmaskiner og automationsløsninger og derfor skal du være med til at tilbyde, projektere, programmere, indkøre og idriftsætte automatikdelen på PLC- og robot-styrede specialmaskiner.
Du skal i samarbejde med den øvrige automationsafdeling og øvrige virksomhed skabe fundamentet for vores videreudvikling på markederne
Dine primære opgaver bliver på baggrund af dine kompetencer og erfaring at være med til at sætte standarden for, hvordan fremtidens maskinstyringer og automatiseringsløsninger udvikles. Dette indebærer bl.a.:
- At deltage i løsningsudvikling på kundeprojekter
- At udfærdige funktionsbeskrivelser og specifikationer
- At indgå i projektteams i større projekter og projektledelse indenfor softwareudvikling og idriftsættelse
- Selvstændigt at kunne udvikle og idriftsætte nye løsninger
Du interesserer dig for teknologi, automation og robotter
Der er til denne stilling behov for en bred profil, og din baggrund kan være en lignende stilling, hvor du arbejder med højteknologisk avancerede løsninger, intelligente nyskabelser eller sikkerhed for drifts- og produktionsoptimering.
Du arbejder struktureret og målrettet. Det er vigtigt for dig at præstere
Vi forestiller os at du har en relevant uddannelse som ingeniør, produktionsteknolog, maskinmester, automatiktekniker eller industritekniker. Du har en solid erfaring med PLC, robot og maskinstyring og du har generelt stor viden og erfaring med specialmaskiner og automationsløsninger.
Du taler engelsk på forhandlingsniveau og har i øvrigt gode kommunikationsevner.
Hvis du derudover også kan nedenstående, så er vi meget interesseret i at høre fra dig.
- Kan lede et hold på større opgaver
- Kan hjælpe os videre i udviklingen af vores processer og metoder
- Har erfaring med udveksling af data med f.eks. ERP-systemer og databaser
- Har erfaring indenfor maskinvision, deep learning, eller andre fremadrettede teknikker.
Vi tilbyder en spændende stilling, hvor du får en vigtig rolle i den videre udvikling af KILDE Automation
Der vil være gode udviklingsmuligheder i jobbet, spændende udfordringer og en bred kontaktflade indenfor organisationen. Du får frihed til på egen hånd at handle og tage ansvar og derved får du god mulighed for at præge dit job.
Vi tilbyder desuden fleksible arbejdstider, et godt arbejdsmiljø med glade og motiverede kollegaer og attraktive ansættelsesvilkår efter kvalifikationer.
Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis på den rette kandidat. Samtaler afholdes løbende, og vi opfordrer dig til at sende os din ansøgning hurtigst muligt.
Vi glæder os til at høre fra dig!