Sales Manager

Jeka Fish søger en Sales Manager til at varetage salget af virksomhedens forædlede fiskeprodukter, herunder fiskefrikadeller, skaldyr i lage, panerede torskeprodukter, og andre produkter, som er under udvikling.
Der er god vækst i de forædlede produkter, og derfor fokus på at fortsætte denne udvikling med masser af potentiale. Som Sales Manager er din fornemmeste opgave at udvikle og pleje salget af forædlede produkter i tæt samarbejde med udviklingsteamet. Produkterne bliver bl.a. solgt til supermarkeder og foodservice i Danmark og udlandet. Som Sales Manager refererer du direkte til den administrerende direktør for Jeka Fish.
Det er ikke afgørende at du har erfaring fra fiskebranchen, men det er en fordel, hvis du har en kommerciel baggrund indenfor fødevarebranchen eller erfaring med salg af fødevarer til detailmarkedet og foodservice. Du er god til at kommunikere, både skriftlig og mundtlig, på tværs af roller og niveauer i forskellige typer af organisationer. Du behersker engelsk på forhandlingsniveau, og andre sprog er en fordel. Du kan lide at have mange bolde i luften, er omhyggelig og serviceminded og sætter ære i at kunderne får en god betjening. Samtidig er du selvstændig, tålmodig og vedholdende i dit arbejde. Du er et positivt og udadvendt menneske, som kan lide at skabe gode resultater.
Arbejdsopgaverne omhandler bl.a.:
- Udvikling og pleje af eksisterende kunder herunder kampagneplanlægning, årsforhandlinger og kundemøder
- Opsøgende salg til nye kunder
- Deltagelse på messer i ind- og udland
- Udvikling af koncepter og produkter i samarbejde med kunder og internt i virksomheden i samarbejde med udviklingsafdelingen
- Ansvarlig for marketing herunder emballagedesign, kataloger, hjemmeside m.m. og kontakt til bureau
Vi tilbyder:
En spændende stilling i en international virksomhed i udvikling. Du vil blive stillet overfor interessante faglige udfordringer, i en uformel organisation med højt til loftet. Løn efter kvalifikationer, firmabil, pensionsordning og sundhedsforsikring. Ansøgningsfrist 9. oktober.
Jeka Fish A/S producerer diverse fiske- og skaldyrsprodukter og beskæftiger omkring 100 ansatte. Produkterne afsættes i hele Europa. Læs mere om os på www.jeka-group.com