Operations Engineer til Homerunner
Stortrives du med en hverdag, hvor du analyserer, designer og forbedrer processer og logistikflows? Nyder du at arbejde i krydsfeltet mellem de fysiske forsendelser, systemer, mennesker og forretningen, hvor du får en bred kontaktflade til terminaler, transportører, kunder og interne funktioner? Så læs videre her.
Fysisk logistik møder data og AI
Homerunner er en dansk logistik- og teknologivirksomhed med base i Aalborg. Via én digital platform får e-commerce-virksomheder adgang til mere end 80 transportører og kan samle deres fragt ét sted.
Homerunner tæller omkring 50 medarbejdere og har stadig den energi og agilitet, man kender fra en startup. Idéer opstår rundt omkring i organisationen og bliver hurtigt til handling. Virksomhedens udvikling smitter direkte af på udviklingen af den enkelte medarbejder samtidig med at man er med helt fremme på teknologifronten.
Homerunner arbejder med AI-first i praksis. Medarbejderne har blandt andet adgang til Claude koblet direkte på virksomhedens Snowflake data warehouse og kan selv bygge dashboards, analyser og automatiseringer uden at skulle stille sig i kø hos udviklingsafdelingen.
“Vi leder efter en, der formår at dykke ned i vores fysiske flow, processer og data for løbende at identificere – og implementere – optimeringsmuligheder, der understøtter skaleringen af vores forretning”
- Dennis Nick Tang Hansen, Director, Global Operations Architecture