23948sdkhjf

Fart på dansk økologi

Flere og flere danskere køber økologisk og nye tal viser at det økologiske landbrugsareal breder sig. Væksten ventes fordoblet frem mod 2020.
Nye tal fra NaturEr-hvervstyrelsen viser, at vi nu er oppe på knap 183.000 hektar økologisk areal.

Det økologiske landbrugsareal nåede i 2012 op på præcis 182.930 hektar, hvilket stort set svarer til arealet af Lolland-Falster. Dermed er arealet steget med 5.092 økologiske hektar i 2012. Væksten i det samlede økologiske areal var større i 2012 end i de foregående tre år, viser den årlige opgørelse fra NaturErhvervstyrelsen.

- Vi er på rette vej med stigningen i det økologiske areal i 2012, men det er ikke nok. Der skal mere økologi på markerne og i danskernes maver. Derfor har regeringen i regeringsgrundlaget sat et ambitiøst mål om at fordoble det økologiske areal frem mod 2020, siger fødevareminister Karen Hækkerup.

Flere økologiske produkter krydser grænsen
Økologi er ikke kun gladere grise og mad uden sprøjtemidler. Økologi er også et lille dansk eksporteventyr. Eksporten af økologiske produkter har nu rundet en milliard kroner årligt og er mere end fordoblet siden 2007.

- Økologi er en af måderne vi kan gøre landbruget grønnere på, samtidig med at vi bevarer danske arbejdspladser og skaber vækst i udkantsområderne, siger Karen Hækkerup.

Mange flere økologiske dyr
De gode økologi-nyheder stopper ikke ved fremgangen af økologisk areal. Bestanden af økologiske grise kom i 2012 op på cirka 232.000 stk., hvilket er en fremgang på 73 procent i forhold til bestanden i 2007.

- Danmark har fået mange flere økologiske grise de seneste år, men der er plads til endnu flere danske grise med øko-krøller på halen. Noget tyder nemlig på, at danskerne har taget budskabet om, at økologi er lig med gladere grise til sig. Det er dejligt, at mange forbrugere ikke nøjes med at købe økologiske havregryn og gulerødder, men nu også vælger økologi, når de står ved køledisken, siger Karen Hækkerup.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078