23948sdkhjf

Amanda Seafoods bejler til børnene

- Vi blev nødt til at tænde det lange lys for ikke at snuble på vejen, fortæller direktør Jesper Kold Sørensen om skiftet fra commodity- til nicheproducent.
De sidste tre år har Frederikshavner-virksomheden Amanda Seafoods investeret op mod 21 millioner kroner i innovation. Derudover har man over en seksårig periode investeret 5 millioner kroner årligt i at opgradere både produktionslokaler og -udstyr.

- Vi blev nødt til at se i øjnene, at innovation ikke var et tilvalg, men en nødvendighed, hvis vi også gerne ville have en fabrik og en arbejdsplads i fremtiden. Derfor satte vi for nogle år tilbage det lange lys på i forhold til at arbejde strategisk med innovation, fortæller Jesper Kold Sørensen til Food Supply.

Som led i det arbejde nedlagde man i 2010 makrelproduktionen i Frederikshavn.

- Da vi nedlagde makrelproduktionen stod vi efterfølgende med 70 procent tomme lokaler, så tavlen var ligesom ren at starte på. Vi er gået fra at være én stor commodity-producent til nu at producere nicher og vi har gradvist bygget den nye produktion op etape for etape, uddyber han.

”Vi spiser ikke meget fisk”
Han understreger over for Food Supply, at fiskeindustrien generelt står over for en stor udfordring. Undersøgelser viser, at danske børn spiser færrest fisk, når vi sammenligner os med vores nabolande i Norden. En udfordring, der tager sit afsæt i den sociale arv; når forældrene ikke selv spiser fisk, så spiser deres børn heller ikke fisk. Typiske årsager er, at fisk kun i mindre omfang er tilgængeligt i butikkerne og samtidig anses fisk for besværligt at tilberede, lyder det ifølge oplysninger fra Fødevarestyrelsen.

Det kan derfor lyde oplagt, at branchen med fordel kunne gå sammen om at løse den tunge opgave og der er også gode fælles tiltag via fiskebranchen, eksempelvis med kampagnen ”prøv med fisk”. Men ledelsen i Amanda Seafoods har samtidigt valgt selv at tage fisken i egen hånd og sætte ekstra tempo på udvikling og innovation.

- Det haster, vi har allerede tabt en generation fiskespisere på gulvet, nu skal vi nå at redde den næste, advarer Jesper Kold Sørensen.

Fokus på børn og institutioner
Strategien blev fra starten at skele til populære produkter inden for andre fødevaregrupper, og det har frem til nu ført til en helt ny pipeline af børnevenlige produkter, eks. nuggets, burgere og pølser. Desuden findes de traditionelle pålægsprodukter nu også i skiveskåret format, så de har ”madpakkestørrelse” og samtidig er synlige i supermarkederne sammen med det øvrige udvalg af frisk pålæg.

- Vi har 100 procent fokus på børnene, når vi tænker produktudvikling, for de er vores fremtidige kunder. Hvis vi kan få netop denne generation til at gå mod strømmen og bryde med den sociale arv, så er der håb om, at vi også har vores berettigelse på markedet på lang sigt, vurderer Jesper Kold Sørensen.

Seneste nyhed fra fiskevirksomheden er en Frederikshavner-pølse, der både kommer til salg i foodservice-sektoren og i detailhandlen. Men særligt inden for foodservice er forventningerne til fiskepølsen høje.

- Vi har allerede fået mange positive tilbagemeldinger fra køkkenledere i institutioner og på skolerne, som er på udkig efter et alternativ til det populære og typisk knap så sunde pølsehorn, lyder det fra Key Account Manager Flemming Johnsen, som netop har været i offensiven over for netop denne målgruppe på Foodexpo.

Her havde man også smagsprøver med på den nye nøglehulsmærkede spise, der endnu ikke er helt færdigudviklet. Easyfood i Kolding er samarbejdspartner på brøddelen.

”Vi øver os først herhjemme”
Også på eksportmarkederne har Amanda Seafoods store forventninger til sin Frederikshavner-nyhed. Bare i Danmark spiser vi hvert år ca. 300 millioner pølser, så man spår den et stort potentiale også internationalt – ikke mindst fordi pølsen er den første af sin slags på markedet.

- Lige nu øver vi os i Danmark, men vi er også småt i gang med at tage tilløb til eksportmarkederne. I løbet af 6-12 måneder starter vi med eksport til nærmarkederne i Norden, som England, Tyskland og Frankrig, fortæller Jesper Sørensen.

Flemming Johnsen kan med glæde i stemmen supplere med, at Amanda netop har fået en aftale i stand med salg af fiskepølser til supermarkedskæden ICA i Sverige, og derudover har Norge og Grønland vist interesse. Fra denne uge er det også muligt at få fiskepølsen i et dansk supermarked. Her får Netto som den første danske kæde fiskehapser-nyheden på kampagne, som er en Frederikshavner i brunch og madpakkeformat.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078