23948sdkhjf

Irma luger ud i buræggene

Inden for et år vil Irma udfase alle buræg i egne forarbejdede varer.
Udfasningen af buræggene er kun begyndelsen på endnu mere fokus på dyrevelfærd i Irma-kæden. Et nyt samarbejde med Dyrenes Beskyttelse betyder nemlig, at Irma over de næste seks år vil få endnu flere dyrevelfærds-produkter på hylderne og derudover øge informationen om produkternes sammensætning til forbrugerne.

Buræg ryger først
Det nye partnerskab har sat flere specifikke mål. Det første er at udfase alle buræg i Irmas egne forarbejdede varer indenfor det næste år.

Hver dansker spiser ifølge Landbrug og Fødevarer i gennemsnit et æg på alle hverdage året rundt – eller ca. 250 stks pr. år. Mange af æggene får vi dog indirekte, i færdigretter, i bagværk, i mayonnaise og mange andre produkter – og her er det ofte buræg, der anvendes.

Dyrenes Beskyttelse har netop nu i en stor kampagne fokus på de skjulte buræg, der indgår som ingrediens i fødevarer, og derfor roser foreningen Irmas tiltag som et stort og vigtigt skridt i den rigtige retning.

Salget af dyrevelfærdsprodukter skal op
Irma vil i øvrigt arbejde for at øge udbuddet af dyrevelfærds-alternativer i hele sortimentet fra kød og pålæg til mejeri-produkter og har sat sig det ambitiøse mål at øge omsætningen af dyrevelfærdsprodukter såsom økologi og friland med 50 pct. på seks år.

- Vi ved, at dyrevelfærd ligger vores kunder meget på sinde, og vi ønsker at være lokomotiv for store forbedringer indenfor dyrevelfærd i detailhandlen i Danmark, siger Jesper Uggerhøj, direktør for Irma.

Han fortsætter:

- Hele Coop har øjnene stift rettet mod at øge madkvaliteten i Danmark, og her spiller dyrevelfærd selvfølgelig en stor rolle. Sammen med Dyrenes Beskyttelse og deres ekspertise kan vi nu tage dyrevelfærden et godt stykke længere i Irma - og forhåbentligt på sigt i hele Danmark.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078