23948sdkhjf

Kødmafia hærger Føtex, Irma og Bilka

Stjålet kød bliver solgt videre på et sortbørsmarked på Facebook.
Culottestege, oksetriploins og mørbrader bliver solgt til en tredjedel af normalprisen på en dansk Facebook-sortbørs, skriver Metroxpress.

Billeder af kødet viser, at udskæringerne stammer fra danske supermarkeder som Føtex og Irma, og hos Dansk Supermarked og Coop er man ikke i tvivl om, at der er tale om stjålet kød.

- Man vil ikke kunne købe vores kød til de priser, med mindre det er stjålet. Det lugter af, at det er organiseret, når det optræder på Facebook, siger Mads Hvitved Grand, pressechef i Dansk Supermarked.

Informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen oplyser, at kødtyverier har stået på i årevis.

- Vi kender til bandelignende organisationer, som gennem de seneste fem år har stået bag systematiseret tyveri af kød., fortæller han.

- Leveringsdygtig hver anden dag


En anonym kilde fortæller til Metroxpress, at han sammen med venner gennem det seneste halve år har købt kød til en værdi af 20.000 kroner på Facebook.

Da Metroxpress under dække af at være interesseret køber ringer til en person, der flere gange har annonceret for billigt kød på Facebook, fortæller han, at han har sit kød fra Bilka, og at han er leveringsdygtig hver anden dag.

- Jeg får tit noget nyt, så bare skriv, siger han.

I en mail til Metroxpress skriver Rigspolitiet, at det ikke kan sige noget om den konkrete sag, men at politiet holder øje med den type handel på Facebook:

"Politiet er generelt bekendt med, at der foregår illegal handel med en række forskellige produkter på internettet og de sociale medier, og vi efterforsker sagerne i det omfang, det er muligt."

Hverken Coop eller Dansk Supermarked kan oplyse omfanget af tyverierne, men oplyser, at det årlige tab løber op i tusindvis af kroner.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078