23948sdkhjf

Gårdbutikker går fra vejkanten til Facebook

Et stigende antal gårdbutikker har ambitioner om vækst og udvikling
Fra en bod i vejkanten til professionel forretning med Facebook, hjemmeside og salg til storkøkkener.

Sådan udvikler et stigende antal gårdbutikker sig, og det skyldes ifølge Dorthe Lynnerup fra den offentligt finansierede ordning InnovationsAgenterne den stigende efterspørgsel på lokalt dyrkede råvarer.

- Den tendens mærker gårdbutikkerne, og derfor griber de muligheden og satser på ekspansion. Det handler blandt andet om at supplere den traditionelle gårdbutik med salg til restauranter, virksomhedskantiner og det offentlige, for eksempel sygehuse. Og det handler om at være i tæt dialog med kunderne, for eksempel på Facebook, konstaterer Dorthe Lynnerup.

Hun tilføjer, at man naturligvis også skal være synlig og tilgængelig, hvilket kan ske ved at udvide sortiment og åbningstider.

Dorthe Lynnerup udgør sammen med 34 andre InnovationsAgenter et korps af eksperter, der innovationstjekker danske virksomheder og inspirerer til nytænkning og udvikling. Hun er ekspert i landbrug og fødevarer, og hun vejleder en række sjællandske gårdbutikker.

Man skal være udadvendt


Blandt resultaterne af innovationstjekkene er:
- Kildemarksgården i Haslev har investeret i en grøntsagsvasker, så gården nu kan levere kartofler og rodfrugter til et lokalt plejehjem og via en grossist til andre regionale storkøkkener.
- Klippingegård på Stevns satser på grøntsagsspecialiteter af særlig høj kvalitet til restauranter.
- Lammefjordens Spisekammer i Fårevejle har udvidet butik og sortiment, så de nu sælger både egendyrkede grøntsager, produkter fra andre landmænd ved Lammefjorden, æbler og jordbær fra de gårde, der ligger på skråningerne ned mod fjorden, og lokale delikatesser.

Vil en gårdbutik have succes med at forandre sig fra ”boden i vejkanten” til Gårdbutik 2.0, er især én faktor ifølge Dorthe Lynnerup afgørende: Man skal være udadvendt.

- For at lykkes skal du være lidt af en eventmager og historiefortæller. Du skal være åben og udadvendt, og du skal kunne lide at fortælle historien om din gård og dine produkter. Du skal vise omverdenen, hvad du brænder for. De gårdbutikker, der lykkes, er gode til netop det, siger hun.

InnovationsAgenterne finansieres af Styrelsen for Forskning og Innovation.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078