23948sdkhjf

Kreaturer i Nordjylland bliver nu skudt af mænd i blå kitler

Slagteriet i Aalestrup har fået bevis på, at det lever op til særlige krav
På Aalestrup Kreaturslagteri i Nordjylland er der kommet nye tider for både mennesker og kreaturer. Slagteriet er netop, som det første danske kreaturslagteri, blevet certificeret efter den danske Global Red Meat Standard (GRMS), der hidtil er gået til en stribe svineslagterier hos Danish Crown og Tican.

Certificeringen er beviset på, at kreaturslagteret opfylder særlige krav til kvalitet, hygiejne, fødevaresikkerhed og dyrevelfærd.

Sidstnævnte betyder blandt andet, at gulvet foran og væggen inde i den nye skydeboks, hvor køerne mister livet, er malet sort. Boksen er forsynet med hovedhold, så man ikke rammer ved siden af. Og de ansatte, der betjener boltpistolen, har skiftet de hvide kitler ud med blå.

Nye markeder

- Dyrene vil hellere gå hen imod noget mørkt, og det betyder, at vi ikke skal bruge støderen så meget for at få dem til at gå ind i boksen, fortæller underdirektør Christoffer Andersen til Food Supply.

- Vi har også sat en ekstra ansat på, så der nu er én, der bedøver, og én der stikker dyret, så blodet kan løbe af. Det giver en mere rolig proces - når dyrene er bedøvet, kan vi nu stikke dem på under et minut, nævner han som et andet eksempel på de nye tider.

De mange krav, som Aalestrup Kreaturslagteri har forpligtet sig til at overholde for at få certifikatet, er baseret på danske normer og dansk lovgivning, idet kvalitetsstandarden er skabt af Landbrug & Fødevarer. Og Ifølge Christoffer Andersen vil certificeringen utvivlsomt kunne give lettere adgang til nye markeder.

- Vi bliver tit spurgt, hvilken standard vi følger. Og nu kan vi dokumentere, at vi kan noget ud over det lovgivningsmæssige. Vi er rigtig, rigtig glade for, at vi kan vise til hele verden, at vi er på et højt niveau, konstaterer han.

En begyndelse

GRMS-certifikatet blev onsdag overrakt til Christoffer Andersen og hans far, direktør Lars Andersen, af sektorchef Karen Gammelgaard fra Bureau Veritas, som har ansvaret for, at de certificerede slagterier lever op til kravene. Hun understregede ved overrækkelsen, at sådan et certifikat ikke er en afslutning, men snarere en begyndelse.

- Det er væsentligt, at I hele tiden arbejder med systemet, sørger for at tilpasse og forbedre det, nævnte hun.

Aalestrup Kreaturslagteri slagter cirka 1.100 kreaturer om ugen. Det er en del af A/S Hjalmar Nielsen, der også driver Kjellerup Eksportslagteri med cirka 500 slagtninger om ugen og opskæringsvirksomheden Himmerlandskød i Farsø. Næste skridt for gruppen er at få også Himnmerlandskød GRMS-certificeret.
Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093