23948sdkhjf

Jysk glasemballagefirma delvist solgt

Englændere ville egentlig bare samarbejde, men ejer krævede, at de købte sig ind
HjemmeMost.dk, med base i Ølgod, har indgået et strategisk samarbejde med engelske Patteson’s Glass - faktisk er det nye samarbejde så vidtgående, at Patteson’s Glass har købt 30 procent af Ølgod-virksomheden, der i samme forbindelse ændrer sit hovednavn til at være GlasogFlasker.dk.

Patteson’s Glass er én af Englands største glasgrossister, og deres ambitioner om vækst i Skandinavien førte dem til Vestjylland.

- De ringede og spurgte, om vi ikke skulle lave et samarbejde, men jeg fortalte dem, at vi har leverandører nok. Så kom jeg til at gå og tænke lidt over det - og ringede og sagde til dem, at "hvis vi skal lave et samarbejde, så skal det være helhjertet - så skal I købe en del af min virksomhed", fortæller hovedaktionær og bestyrelsesformand Søren Hvidberg til Food Supply.

Den var englænderne altså med på, selv om de ifølge Søren Hvidbjerg slet ikke kan udtale navnet på deres nye investering, GlasogFlasker.dk. Navneskiftet er sket, fordi det nye navn bedre afspejler virksomhedens hovedaktiviteter.

- Udover kapital, så tilfører Patteson’s Glass viden og know-how om at drive glasgrossistvirksomhed. De har haft succes med på kort tid at opbygge en stor glasemballagevirksomhed i England, så vi kan lære meget af Patteson’s Glass i det daglige. Men det har været altafgørende for mig, at vi deler de samme værdier – både forretningsmæssigt og personligt. De er meget nede på jorden, fortæller Søren Hvidberg og hæfter sig ved, at kemien har været så god, at der ikke er skrevet et eneste stykke papir mellem de to parter i forbindelse med handlen.

- Aftalen er mundtlig, konstaterer han.

- Nye, spændende koncepter

Salgskonsulent Knud Kjær Nielsen fra GlasogFlasker.dk ser store muligheder i det nye set-up.

- Vi får adgang til Patteson’s enorme produktprogram og indkøbskraft, så vi nu kan tilbyde vores kunder mange flere forskellige glas- og flasketyper. Samtidig bliver vi mere konkurrencedygtige over for de lidt større føde- og drikkevareproducenter og får mulighed for at lancere nogle nye, spændende koncepter over for de allerstørste glaskunder, siger han.

Hos det engelske firma er der også stor tilfredshed med perspektiverne i det nye samarbejde:

”GlasogFlasker.dk skal være vores brohoved til Skandinavien og Tyskland, og vi glæder os til sammen at udbygge og ekspandere på disse markeder, ligesom vi også ser et stort uudnyttet potentiale i Danmark, hvor der er dukket mange nye og spændende fødevareproducenter op, siger direktør for Patteson’s Glass David Mann.

HjemmeMost.dk blev etableret i 2008, hvor det primære fokus var salg af mosterimaskiner. Siden er salget af glasemballage steget kraftigt, og det udgør i dag langt hovedparten af omsætningen. Derfor er hovednavnet altså nu skiftet til at være GlasogFlasker.dk.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157