23948sdkhjf

Varde Laks solgte halvt ton laks med listeria-bakterier

Firmaet vidste godt, at der var listeria i tre partier før jul, men lavede ifølge Fødevarestyrelsen nye prøver
Et af Danmarks store fiskefirmaer, Varde Laks, har fået en bøde på 60.000 kroner for at sælge tre partier på i alt et halvt ton laks, selv om det vidste, at laksene indeholdt listeria-bakterier, skriver Metroxpress.

Listeria kan være særdeles farligt. Det var listeria i rullepølser fra Jørn A, der i 2014 kostede 17 danskere livet.

Ingen kunder er ifølge Fødevarestyrelsen blevet syge af listeria i denne sag, siger sektionsleder hos Fødevarestyrelsen Sydjylland Eva Rosenørn.

- De får bøden, fordi de tre gange har solgt partier med laks, selv om de havde fået foretaget prøver, der var testet postive for listeria, og dermed skabt en risiko for forbrugere både i Danmark og udlandet. Det er en ganske alvorlig sag, derfor har de også fået en meget høj bøde, siger hun.

- Urimeligt

Ifølge Fødevarestyrelsen fandt virksomheden listeria i tre partier laks før jul - laks, der er solgt til cateringfirmaerne Catering Engros, Royal Fish og Chrisfish Denmark. I stedet for straks at trække varen tilbage lavede man nye prøver, der ikke var positive for listeria.

Varde Laks er ked af sagen og siger, at der er tale om den første tilbagekaldelse i 25 år. Firmaet mener, at det ikke er blevet vejledt om, at myndighederne har indført en nultolerance over for listeria. Ifølge virksomhedens egne prøver var der langt mindre listeria i laksen ved sidste holdbarhedsdag end EU’s grænseværdi, forklarer medejer Thomas Jakobsen.

- Vi finder den her sag urimelig. Varen er ikke farlig, og vi er ikke bange for, nogle mennesker kan blive syge af at spise vores laks. Dog arbejder vi nu efter nultolerance, siger Thomas Jakobsen, der har tilbagekaldt laksen, til Metroxpress.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079