23948sdkhjf

Mindre virksomheder forventer op til 25% vækst

Optimismen er tydelig at spore hos de små selskaber, hvor 38 procent forventer et bedre resultat i 2016 end 2015
De små virksomheder ser positivt på 2016. Det viser en ny undersøgelse udarbejdet for Codan blandt virksomheder med 0-9 ansatte. Hele 38 procent af de mindre virksomheder forventer et resultat, der er 11-25 procent bedre i 2016 end 2015.

- Den forventede udvikling i økonomien er den altovervejende grund til, at de små selskaber ser lyst på fremtiden. Det er meget positivt, og vi får det løbende bekræftet i vores dialog med virksomhederne, hvor flere brancher oplever fremgang. Samtidig har en række af de mindre virksomheder, som vi samarbejder med, fået flere ansatte siden starten af 2015, forklarer Monica Diaz, der er direktør for Mindre Erhverv hos Codan.

Inden vækstpotentialet kan realiseres, er der dog et par benspænd, virksomhederne skal overkomme. I undersøgelsen peger de selv på, at de bruger for meget tid på administration, og at manglende tid generelt er den største barriere for vækst.

- I mange små virksomheder er det ejeren selv, der skal sørge for alt fra salg og markedsføring til kundepleje og praktisk udførelse. Ofte er konsekvensen, at de administrative opgaver bliver skubbet til ydertidspunkterne, hvor tiden kunne have været brugt på vækstorienterede aktiviteter i stedet, siger Monica Diaz.

I Danmark findes der ifølge Danmarks Statistik cirka 280.395 mindre virksomheder, og de udgør 93 procent af samtlige virksomheder i Danmark. De mindre virksomheders vækstpotentiale er derfor også væsentligt for Danmarks samlede vækstpotentiale.

Hvis for eksempel blot en tredjedel af de mindre selskaber vokser i 2016 og får mulighed for at ansætte én person mere, så drejer det sig om næsten 100.000 nye arbejdspladser.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078