23948sdkhjf

- Vi tror ikke, at andre laver noget lignende

Rynkeby vil med nyt Dagmar-koncept sætte helt nye standarder på gourmetrestauranter
Med lanceringen af et helt nyt, alkoholfrit drikkevarekoncept til gourmetrestauranter er Rynkeby gået ind på et marked, som er forsvindende lille i forhold til virksomhedens normale mængder.

Rynkeby sælger årligt cirka 130 millioner liter juice og saft - og de nye Dagmar-dråber bliver der indtil videre kun lavet 15.000 liter af om året.

- Men det er også et helt unikt produkt. Vi har set os omkring, og vi tror ikke, at der overhovedet er andre, der laver noget lignende. Med Dagmar er Rynkeby first movers, siger Sanne Lundsgaard, customer marketing manager hos Rynkeby.

To års udvikling

De nye drikke fås i seks varianter og er lavet på bær, te, sirup, egebark, krydderurter og frugter, og hver enkelt variant er tænkt som ledsager til forskellige slags mad.

- Dagmar skal give en oplevelse i stil med den, som vin giver. Derfor har der også været både sommelierer og sensorikere med til at udvike drikkene, fortæller Sanne Lundsgaard.

- Rynkeby har brugt to år på at udvikle Dagmar, og produktionen har fået sit helt eget produktionsanlæg og sit helt eget team, der kun laver Dagmar. Det sker på et 100-liters anlæg, hvor der bliver tappet direkte på fire flasker ad gangen, tilføjer hun.

Kun til restauranter

Dagmar-produkterne sælges kun til restauranter, og drikkene skal ifølge Rynkeby absolut nydes sammen med mad. Tanken er, at Dagmars seks varianter kan nydes med et komplet måltid – fra appetizer til dessert.

- Det er ikke meningen, at man skal sidde og drikke en flaske Dagmar på en bænk i solen, konstaterer Sanne Lundsgaard og nævner, at nyheden typisk vil blive solgt pr. glas til cirka samme pris som et glas af restaurantens billigste vine. Hos en af de første aftagere, Norsminde Kro ved Odder, er prisen for et glas Dagmar således 75 kroner.

Flaskerne indeholder en halv liter, og hver enkelt flaske er mærket med årstal og version. Eksempelvis kan forskellen på Version 1 og Version 2 være, at stikkelsbærrene er modnet et par dage mere i Version 2, og at der således kan være en lille smagsforskel.

Tre af de seks varianter hedder MDP, og de tre andre hedder FLI - opkaldt efter forbogstaverne på de to udviklere, der har stået bag netop disse seks smage.

Selve brandet "Dagmar" er opkaldt efter Dagmar Andreasen, der var datter af Rynkebys grundlægger, Inger Rasmussen, og som selv overtog ansvaret for Rynkeby i 1953.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.36