23948sdkhjf

Bornholm forkæler fødevare-iværksættere

- Kom herover og bliv en del af vores optur
Fødevare-iværksættere fra hele Danmark bliver nu inviteret til Bornholm, hvor brancheorganisationen Bornholms Landbrug står klar med en kontorplads, forsøgsfaciliteter og 10 timers gratis rådgivning.

- Vi skaber en smeltedigel for fødevareproduktion, lover Bornholms Landbrug i en pressemeddelelse, hvor det også konstateres, at øens i forvejen sprudlende fødevaremiljø har gjort den til centrum for en kreativ og eksplosiv fødevareudvikling.

- Der er sket en stor udvikling i antallet af lokale fødevare-iværksættere på Bornholm, det går strygende for dem, og miljøet blomstrer, fastslår direktør Thomas Bay Jensen, Bornholms Landbrug.

Nu vil han altså gerne have flere nye fødevarefolk ombord i dette "åbne, kreative og innovative miljø".

Alle kompetencer

- Vi har ”kajplads” til friske fødevare-iværksættere, der har lyst til at komme herover og blive en del af vores optur, frister Thomas Bay Jensen og understreger, at man på Kannikegård, hovedsædet for Bornholms Landbrug, besidder alle kompetencer til målrettet og specialiseret rådgivning indenfor fødevareområdet. En del af dem vil blive stillet ganske gratis til rådighed.

Helt konkret kan Bornholms Landbrugs tilbud til fødevare-iværksætterne for eksempel indeholde støtte i dialogen med Fødevarestyrelsen, vejledning i
indretning af produktionslokaler, udarbejdelse af næringsdeklarationer, engrosgodkendelse eller hjælp til skatteregnskab og bogføring.

Iværksætterne har samtidig adgang til mødelokaler og forplejning, adgang til net og printer/reproduktion og fast sekretariatsfunktion til modtagelse af post og telefonbeskeder.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078