Flest mænd dør i arbejdsulykker i farlige mandeerhverv
Landbrug og fødevarer topper listen over dødsfald
Mindst 479 personer døde i de 464 arbejdsulykker, hvoraf kønnet er oplyst i 409 dødsfald. I næsten 96 procent af dødsfaldene var det en mand, der omkom. Hvilken branche det drejer sig om, kan fastslås i 450 dødsulykker.
De fleste mænd omkommer inden for landbrug og fødevarer (inklusive fiskeri og skovbrug): 125 ulykker (27,8 %); industri: 92 ulykker (20,4 %); bygge og anlæg: 85 ulykker (18,9 %) og transport: 71 ulykker (15,8 %).
- Landbrug, fødevarer og fiskeri er brancher med relativt få ansatte. Det fortæller noget om, at risikoen dér er ekstremt stor i forhold til andre brancher. Man regner også bygge-anlæg for en risikofyldt branche. Men branchen har langt flere beskæftigede end landbrug og fiskeri, siger professor ved Aalborg Universitet Peter Hasle til fagbladet..
Mænd arbejder i de mest risikofyldte erhverv, siger psykolog og souschef på Arbejdsmedicinsk Klinik ved Regionshospitalet i Herning Kent J. Nielsen.
- Mænd har flere ulykker, fordi de er mænd. Men der er også bestemte typer af mænd, der har flere ulykker, end andre mænd. De mænd, der troede på de mest klassiske, mandlige idealer om, at manden er den stærke, der skal forsvare, og har større risikovillighed, har større chance for at komme til skade, siger Kent J. Nielsen.