23948sdkhjf

Food Festival: Branchen får lov til at vælte hegnet

Som noget nyt får fødevarefolket adgang før alle andre på weekendens festival i Aarhus
Egentlig åbner årets Food Festival i Aarhus fredag klokken 13 - men som noget helt nyt får folk fra selve fødevarebranchen lov til at komme ind tre timer tidligere, så de kan netværke, aftale, inspirere og blive klogere på hinanden.

- Ja, branchen får lov til at være dem, der vælter hegnet. De kan komme ind på festivalpladsen og møde hinanden med en fadøl i hånden - og på den her måde kan de gøre det uden alle de andre gæster, så der er mere ro på, konstaterer festivalchef Anna Lund.

- I forhold til en messe er det meget uformelt, og der vil helt sikkert gå lidt festivalstemning i den. En festival giver noget, som er svært at beskrive, men under alle omstændigheder er jeg sikker på, at alkohol er en undervurderet innovationsfaktor. En festivaløl kan meget, også i en professionel sammenhæng, tilføjer hun.

Anna Lund forventer, at omkring 2.000 mennesker fra fødevare- og gastroturismebranchen deltager i de tre timer med frit spil på festivalpladsen ved Tangkrogen.

Et ønske fra branchen

Den såkaldte branchefredag er blevet til som følge af et ønske fra selve branchen, der ifølge festivalchefen har efterspurgt mere tid til at komme i dialog med hinanden og med de over 250 deltagende kokke, producenter, organisationer og andre aktører på Food Festival.

- Det er utopi at tro, at man selv har styr på alt - man aner ikke, hvor mange der findes med en specifik viden i fødevarebranchen. På fredag kan man møde en masse andre branchefolk, som kan bidrage med nye ideer, eller man kan som indkøber finde nye og spændende produkter til hylderne. Vi synes, det er en fed måde at gøre det på, siger Anna Lund.

Billetter til Branchefredag koster 100 kroner stykket og købes her: http://burl.nu/5kbzjt .
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079