23948sdkhjf

Dansk projekt skal hjælpe fødevareallergikere

I dag er det ikke muligt at forebygge eller behandle fødevareallergi. Det vil et nyt projekt nu forsøge at ændre på.

Fødevareallergi er et voksende problem på verdensplan, og der er endnu ingen accepterede metoder til at forebygge eller behandle sygdommen. For millioner af mennesker verden over, der lider af fødevareallergi, er en kost fri for disse fødevarer i dag derfor den eneste måde at undgå en alvorlig, og i værste fald dødelig, allergisk reaktion, skriver DTU-Fødevareinstituttet i en pressemeddelelse.

Projektet ALLEVIATE vil nu udvikle produkter, som kan fremme menneskers tolerance over for de proteiner i fødevarer, der kan fremkalde allergi. Fokus er i udgangspunktet på to typer af allergi: komælksallergi og allergi over for jordnødder.

Projektet vil udvikle ingredienser til en modermælkserstatning, der forhindrer, at småbørn udvikler komælksallergi. Samtidig er målet at udvikle en lægemiddelkandidat, der kan behandle jordnøddeallergi.

- Vores mål er at anvende et nyt patenteret princip til at forebygge og behandle fødevareallergi, som kan overvinde begrænsningerne i de nuværende metoder ved at være effektiv, men uden risiko. De produkter, vi vil udvikle, kan øge livskvaliteten for børn med risiko for at udvikle komælksallergi og for patienter med jordnøddeallergi, og på længere sigt kan princippet måske overføres til andre fødevareallergier, siger projektleder og seniorforsker Katrine Lindholm Bøgh, DTU Fødevareinstituttet.

Det globale markedspotentiale for begge produkttyper er stort. Alene for produkter til behandling af jordnøddeallergi har det udækkede marked ifølge DTU en anslået værdi af mere end 30 mia. kr. Ved at sætte produkterne i produktion i Danmark vil flere job blive skabt både i mejeribranchen og inden for forskning og udvikling i bioteksektoren.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063