23948sdkhjf

Hun opfinder næsten alle Easis' fødevarer

Innovationschef Pernille Laulund Petersen har konstant nye produkter på vej

Hos fødevareproducenten Easis i Aarhus har de et næsten helt normalt køkken. Ikke stort og prangende, ikke med alverdens fancy maskiner og ikke med ret mange flere skabe end i en almindelig husholdning.

Det er her, langt størsteparten af Easis' produkter bliver født. Og de seneste par år er det innovationschef Pernille Laulund Petersen, der har udtænkt de fleste af dem via timevis og atter timevis af forsøg ved køkkenbordet.

- Lige nu har vi cirka 90 forskellige produkter i handlen, og målet er at lancere 15-20 nye hvert år, fortæller Pernille Laulund Petersen, der er uddannet cand. scient. i molekylær ernæring og fødevareteknologi.

Hun blev ansat som ansvarlig for produktudviklingen hos Easis i april 2015. Siden da har hun været med til at udvikle cirka 40 Easis-produkter.

Smagen er vigtigst
- Det er stort set kun ketchuppen, vi ikke har haft nogen indflydelse på rent udviklingsmæssigt, da produktet fra den pågældende producent opfyldte vores ernæringsmæssige krav. Ketchuppen kunne derfor anvendes direkte, som den var, konstaterer innovationschefen, der blandt meget andet står bag Easis' kammerjunkere, nøddebarer, pebernødder og chokoknas.

Alt sammen naturligvis uden tilsat sukker, lige som samtlige Easis-produkter har været det, siden det hele begyndte med is i 1993.

- Når vi får en idé, går jeg i køkkenet med en basisopskrift, skifter sukkeret ud, typisk med proteiner og fibre som fyldemidler, og så prøver jeg mig frem, indtil jeg har den rette konsistens og smag.

- Som regel ender jeg med to-tre varianter, hvorefter jeg kalder folk her i huset sammen, så de kan smagsteste - uden at de får noget at vide om, hvad der er i. Det primære formål er, at det skal smage godt. Vi sætter altid smagen højst; den er vigtigere, end at vi kan skrive eksempelvis "højt fiberindhold" eller "reduceret fedtindhold" på pakken, fortæller Pernille Laulund Petersen.

25 producenter
De færdige produkter får Easis produceret hos 25 producenter fordelt på otte lande, blandt andet i Holland, Tjekkiet, Belgien og Kina. Over halvdelen af producenterne er danske.

Da der ikke er produktion hos Easis i Åbyhøj ved Aarhus, kan virksomheden klare sig med Pernille Laulund Petersen og otte andre medarbejdere plus direktør Thomas Møberg.

Læs mere om Easis og Pernille Laulund Petersen her:
- Nogle gange får vi en god idé, som ingen vil købe

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156