23948sdkhjf

Slut med buræg i SuperBrugsen

Deadline pludselig rykket frem
Coop standser al salg af buræg i SuperBrugsen i denne uge. Det sker som led i en planlagt udfasning af buræg, skriver Coop i en pressemeddelelse.

Dagligvarekoncernen havde planlagt, at buræg skulle være fortid i butikkerne senest i 2020. Den deadline er altså nu rykket frem.

- Der er to grunde til dette. Forbrugerne fravælger i stigende omfang buræg, og ægproducenterne lægger deres produktion om i højere tempo. Det, synes vi, er en meget positiv udvikling og et vigtigt skridt mod mere dyrevelfærd, siger CSR-direktør Signe Frese i meddelelsen.

Ifølge meddelelsen er andelen af buræg af det samlede antal solgte æg i SuperBrugsen faldet fra 41 procent til 20 procent siden begyndelsen af 2016.

Samlet udgør buræg nu 16 procent af det samlede salg af æg i Coop, der udfasede buræg i kæden Irma allerede i 1993 og i Kvickly i 2013.

Der bliver stadig solgt buræg i Fakta, Dagli’Brugsen og Brugsen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078