23948sdkhjf

Slagteriarbejdere har genoptaget arbejdet

Efter et fagligt møde mandag morgen slagtes der nu atter svin ved Horsens
Fredag var arbejdet nedlagt på Danish Crowns slagteri ved Horsens i vrede over, at en tillidsmand havde fået en advarsel i kølvandet på afstemningen om ny overenskomst.

Slagteri og ansatte har nu lagt striden bag sig. Efter et fagligt møde tidligt mandag morgen slagtes der atter svin, fortæller TV Syd.

For en måned siden strejkede mellem 1.000 og 1.200 slagteriarbejderne på Danish Crown i Horsens og Blans på grund af utilfredshed med den netop indgåede overenskomst.

Fredagens faglige møde og efterfølgende arbejdsnedlæggelser har udspring i efterdønninger fra polemikken om den nye overenskomst, som slagteriarbejderne var arge modstandere af. Undervejs var tillidsmand Klaus Olesen en markant aktør i pressen, hvilket Danish Crowns ledelse har påtalt og givet ham en skriftlig advarsel for.

Det udløste fredag så nye arbejdsnedlæggelser - men mandag morgen er konflikten bilagt. Danish Crown og slagteriarbejdernes tillidsmand, Klaus Olesen, har bebudet en fælles pressemeddelelse om sagens løsning senere mandag.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109