23948sdkhjf

66 illegale hestekød-handlere anholdt

Hollænder stod i spidsen for vidt forgrenet europæisk svindel

66 medlemmer af et organiseret, kriminelt netværk, som handlede med hestekød uegnet til menneskeføde, er blevet anholdt - 65 i Spanien og en enkelt i Belgien.

Det fortæller det europæiske politisamarbejde Europol, i en pressemeddelelse.

Politiaktionen blev gennemført i et samarbejde mellem politiet i Belgien, Frankrig, Italien, Portugal, Rumænien, Schweiz og England. De 65 anholdte i Spanien er sigtet for blandt andet dyremishandling, dokumentfalsk, forbrydelser mod befolkningens helbred, hvidvaskning af penge og for at være medlemmer af en kriminel organisation.

Sagen er en udløber af den såkaldte hestekødskandale fra 2013, hvor der blev fundet hestekød i en stribe fødevarer, som kun skulle indeholde oksekød. Skandalen havde også udløbere til produkter, som endte i danske butikker.

Efterforskningen førte dengang til, at en hollandsk statsborger, kendt fra hestekødbranchen, blev identificeret. Hans opholdssted var ukendt, men politiet har nu fundet og anholdt ham i Belgien. Tilsyneladende har han fra Spanien styret de ulovlige aktiviteter ved at sætte betroede medarbejdere i spidsen for svindelen rundt omkring i Europa.

Fuskede med mikrochips
Den illegale handel er ifølge politiet foregået ved, at gamle heste og heste, der på anden vis "ikke er egnet til menneskeføde", er blevet slagtet på to forskellige slagterier. Efter opskæring blev kødet sendt til Belgien, der er en af de største hestekødeksportører i EU.

Den kriminelle organisation forfalskede dyrenes identifikation ved at ændre deres mikrochips og dokumentation.

I forbindelse med anholdelserne er adskillige bankkonti blevet spærret og fem luksusbiler beslaglagt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1